User:Lacey/Text

vi

FORORD

I denne bog, der oprindeligt blev til som specialeafhandling ved Engelsk Institut, Odense Universitet, findes den første komplette gennemgang af den shetlandske ordliste, som skotten George Low optegnede på sin tur til den lille ø Foula i juli 1774, og so er et af de ganske få vidnesbyrd vi har om det gamle shetlandske Norn- sprog fra den tid, da det endnu taltes som et levende dagligsprog hos i hvert fald en del af den shetlandske befolkning.

Selvom der naturligvis er en del forskere, der i tidens løb har beskæftiget sig med Low's Nornprøver, så synes netop denne ord- liste at have undgået de lærdes bevågenhed, og selv dr. phil. Jakob Jakobsen, al Norn-forsknings fader, lod den stort set ligge. Dette er så meget mere beklageligt, som der endnu på den tid da han først besøgte øerne (1893-95), stadig fandtes ikke så få shetlændere der havde en ganske klar erindring om det levende Norn, som deres forældre eller bedsteforældre havde talt indbyres, men som de ikke selv længere mestrede. Men selvdom dr. Jakobsen ikke fremd- lagde nogen helhedsbearbejdning af disse gamle hverdagsudtryk, så er netop hans værker stadig til den allerstørste hjælp, når der skal redegøres for disse ords betydning og anvendelse hos den ind- fødte shetlandske bonde- og fiskerbefolkning for godt et par hun- drede år siden.

I min gannemgang af dette materiale har jeg fulgt det syns- punkt, som jeg anlagde straks i 1981, da min sproghistorielærer og vejleder, lektor, dr. phil. Hans Frede Nielsen, førte mig in på vejen til den shetlandske studier, nemlig at det var helt nødvendigt at gå tilbage og knytte an, ikke blot til det originale materiale og de forhold hvorunder det var indsamlet, men også til de tidligere undersøgelser, før det hele kunne føres frem til en fornuftig be- handling med vor tids nyere viden og metoder. Derfor har jeg

vii

bestræbt mig for at finde frem til alle tidligere behandlinger af dette materiale, desuden har konsulteret alle relevante værker, helt fra før Jakobsens tid og frem til vore dage, Derved er min rede- gørelse blevet rimeligt udtømmende, omend jeg af pladshensyn har måttet udelade visse undersøgelser, der ellers kunne have været til gavn; fx ville det utvivlsomt have været nyttigt at få placeret Low's egen lavskotske dialekt fonologisk, for at kunne gøre sig helt klart hvile sproglyd han selv anvendte, og som må have ligget til grund for eller i hvert fald influeret på hans shetlandske 'transskriptioner'. Dog, dette måtte opgives, både fordi der ikke syntes at foreligge nogen rimelig beskrivelse af Low's dialekt, og også fordi en specialeafhandlig nødvendigvis er underkastet visse pladsmæssige begrænsninger.

Der foreligger en anden naturlig begrænsning, nemlig at den- ne afhandling blot er en del af det større projekt, som består i at granske alt foreliggende Norn-materiake, i den hensigt at komme frem til en komplet beskrivelse af denne gamle vestnordiske dia- lekts fonologi, morfologi og syntaks. Da dette naturligvis ikke er muligt blot på grundlag af denne korte ordliste, må den her fremd- lagte redegørelse betragtes som et delresultat, der senere kan ind- gå i den ovenfor skitserede større helhed, der udgør min mere langsigtede målsætning. På grundlag heraf vil det også let forstås, at jeg har afholdt mig fra at drage mere vidtrækkende sproglige slutninger end det behandlede ordstof i sig selv synes at tillade, og at jeg på en måde har faret med lempe med det gamle materiale; det er sikkert og vist, at sprogvidenskaben har gjort store frem- skridt siden Jakobsens tid, og mange nye lingvistike metoder og systemer har set dagens lys. Disse kan dog ikke uden videre træk- kes ned over hovedet på Jakobsen eller andere ældre forskere, og jeg har derfor ganske enkelt forsøgt at gå tilbage og tagen tråden op efter Jakobsen, for på nænsom vis at føre studiet af Shetlands-Norn videre fra det stadium hvor han måtte efterlade det, for på den måde at skabe en fornuftig tilknytning mellem datidens og nu-

viii

tidens forskning, uden på nogen måde at kaste vrag på det umåde- ligt værdifulde arbejde, der blev udført dengang.

Det er derfor med en følelse af at 'være på vej' at jeg sender denne lille afhandling fra mig, og i den forbindelse vil jeg gerne udtrykke min dybtfølte taknemmelighed overfor alle der på en eller anden måde har bidraget til det foreliggende resultat: først, tak til min vejleder, dr. phil. Hans Frede Nielsen, lektor ved Engelsk In- stitut, Odense Universitet, uden hvis inspiration, stadige op- muntring og helhjertede støtte jeg aldrig var nået så langt; des- uden er jeg Michael Barnes, professor ved University College Lon- don, megen tak skyldig for hans meget omhyggelige kritik og vej- ledende kommentarer, der rakte langt ud over hvad pladshensyn og tiden tillod at ændre. Også en stor tak til Odense Universitet: til bedømmelsesudvalget for anbefalingen af publikationen og til kon- sistorium for bevillingen af de nødvendige midler; til Humanistisk Skrivestue og her især til Lilian Kristensen for et omhyggeligt ar- bejde med at gøre værket trykfærdigt, og i den forbindelse også tak til Inger Bjerg Poulsen, hvis eminente tekniske tegnekunnen bi- drog til at få alle lydtegen, akcenter og den slags på plads. Natur- ligvis er jeg eneansvarlig for de forhåbentlig få fejl, og misfor- ståelser som måtte findes i bogen; i forbindelse hermed beder jeg den velvillige læser om at gøre mig opmærksom på alle sådanne med hendblik på senere rettelser.

Odense, august 1987

Laurits Rendboe

1

DET GAMLE SHETLANDSKE SPROG

Nu om dage tales der lavskotsk overalt på Shetland, men sådan har det ikke altid været,(fn1) hvilket bl.a. fremgår af den beskrivelse af Shetlandsdialekten, som findes i Alexander J. Ellis' store værk om de engelske dialekter; heri kaldes den Northern Insular Lowland Scots, og Ellis (1889: 788-820) siger følgende om den:

The present language is English, taught by Lowlanders,

chiefly from NL (Northern Lowland) to Norwegians. It is therefore an acquired tongue and has not lasted long enough to be a true dialect.

Den shetlandske dialekt indeholder stadig et relativt stort norrønt substratum som et vidnesbyrd om det gamle sprog, der i sin op- rindelige from blev bragt til øerne fra ca. 800 e. Kr., da bebyggelsen fra Norge begyndte for alvor.(fn2). Øgruppen tilhørte Norge lige til den dansk-norske konge Christian I pantsatte den til Skotland i 1469 for en del af sin datters medgift, da hun skulle giftes med Jakob III af Skotland.(fn3)

De ældste skriftlige kilder til den norske periodes historie er de gamle sagaer, især Orkneyingasaga (nedskrevet på Island ca. 1200), der dog kun nævner Shetland periferisk, idet den kon- centrerer sig om det dengang så mægtige orknøske jarldømme, som Shetland længe hørte ind under.(fn4) I nyere tid har man fundet endnu ældre sproglige vidnesbyrd fra denne periode i form af fem fragmentariske runeindskrifter fra det 11. århundrede, alle tilsyneladende affattede på den tids sædvanlige norrøne sprog, ganske som de samtidige norske indskrifter.(fn5) Der findes også en del gamle diplomer (det ældste er fra 129) på gammelnorsk, og desuden nogle på gammeldansk, da dansk efterhånden fortrængte

2

norsk som skriftsprog efter 1380 (da Norge blev tilknyttet Danmark) ikke blot i Norge, men også i de nære atlantiske besiddelser.(fn6) De yngste af dem er endda skrevet efter pantsættelsen til Skotland og ét er dateret så sent som den 18. december 1607 (Goudie 1904:109- 110).(fn7)

Trods disse omskiftelser, også med hensyn til det officielle skriftsprog, vedblev shetlænderne dog at tale deres eget gamle sprog, der nu almindeligvis benævnes Norn, en sammentrukket form af ordet Norrœna (af ON norðrœnn, "nordfra kommende"), som man i det 13. århundrede begyndte at bruge om vestnordisk til adskillelse far østnordisk.(fn8) Indtil da havde det fællesnordiske sprok sædvanligvis været benævnt dǫnsk tunga, 'dansk tunge', et untdryk, der har overlevet i den orknøste dialekt helt til vor tid.(fn9)

Desværre ved vi meget lidt om hvordan Norn udviklede sig som talesprog på den tid, da vi ingen tekster har fra disse århundreder. Der findes ganske vist nogle spredte oplysninger om Shetland og shetlænderne i forskellige gamle værker, men de er for det meste skrevet af folk, der ikke havde noget indgående kendskab til det gamle shetlandske sprog. Et af de mere in- teressante af disse værker er The Description of the Isles of Orknay and Zetland, udgivet i Edinburg 1711 af den skotske læge Sir Robert Sibbald, der bygger sin skildring på oplysninger han havde fra tre af øgruppen lærdeste præster.(fn10) Den lille bog skildrer forholdene på Shetland i sidste halvdel af det 17. århundrede, ca. 1680, og det er interessant at se at den skelner mellem de oprindelige indbyggere og tilflytterne fra Skotland; om de førstnævnte siger den (Sibbald 1845:48-49):

All the Natives ... can speak the Gothick or Norwegian

Language, and seldom speak other among themselves.

Desuden anfører Sibbald en række udtryk fra 'the old Language of the Natives', alle tydeligvis af norrøn oprindelse:

3

1) Yalts (s. 68), der siges at være shetlændernes betegnelse for sig selv, og udelades det engelske flertals-s svarer dette ord til No hjelt, af ON hjalti, 'shetlænder, et ord der er bevaret i ModSh sheltie, der er benævnelsen for den little shetlandske hest.(fn11) Ordet or også bevaret i No, bl.a. i stednavnet Hjeltefjorden, eller 'Shet- lænderfjorden', dvs. navnet på den fjord hvorigennem man sejler ind til Bergen vestfra (som shetlænderne jo gjorde i gamle dage).(fn12)

2) Yealtines (s. 11), der siges at være den danske og norske be- tegnelse for shetlænderne, og som synes at komme af en hidtil ubevidnet fom, *hjelting, der dog er ganske regelret dannet med tilhørssuffikset -ing. Om g er udeladt en skrive- eller trykfejl (som bogen vrimler med) eller det var forsvundet i udtalen kan ikke nu afgøres med sikkerhed.

3) Yealtaland (eller Yealteland) (s. 11) svarer næsten på en prik til det gamle ON navn Hjaltland, og skulle være det norske og det shetlandske navm på øgruppen.(fn13)

4) Yealte mole, Yalt mol (s. 11, 68), der siges at være de indfødtes betegnelse for øernes gamle sprog, er helt klart det sam- me som No 'hjeltemål, dvs. 'shetlændermål' en helt naturlig og korrekt orddannelse, selvom den mig bekendt heller ikke er bevidnet andetsteds fra. Sibbald kalder dog også sproget for 'Norse' eller 'Norwegian' (1845:15, 16, 31) og han siger bl.a. (s. 76):

... they have a Language which theu call Norn, which

differs from the Danish.

Han beretter desuden, at i Dunrossness, den sydlige del af Mainland (hovedøen), hvor skotterne ved den tid var ved at få fodfæste, talte de indfødte ikke blot Norn men også skotsk, og de tilflyttede skotter kunne også tale Norn der. Der var således en updræget tosprogethed i det sydlige Shetland i sidste halvdel af det 17. århundrede (Sibbald 1845:15-16, 31, 48-49).

4

Nornsproget stod altså stadig stærkt på den tid, idet de fra syd indtrængende skotter måtte lære det, og de indfødte levede i bevidstheden om at tale, ikke blot norsk, men hjeltemål, dvs. deres eget sprog. Ved næste århundredskifte skete der imidlertid noget, der skulle få afgørende indflydelse på den sproglige udvikling, til skade for Norn, idet den skotske kirke sendte en kommission til Shetland for at undersøge kristenlivet og foreslå, og en af dem var nemlig at oprette sogneskoler til at lære shet- lænderne at læse og skrive, ikke Norn men engelsk. I rapporten herom skriv missionæren John Brand (1701:69):

English is the common language among them, yet many

of the people speak Norse or corrupt Danish, especially such as live in the more Northern isles, yes so ordinary is it in some places that it is the first language their children speak.

Hvor præcis denne udtalelse af en skotte, der ikke kunne Norn, er i virkeligheden, er svært at bedømme, men at han med 'English' ikke mener standardengelsk men lavskotsk er klart nok (Jakobsen 1897:5-6), og at de tosprogede shetlændere har talt det ved denne lejlighed, er også klart nok, andet havde ikke været muligt. Det er også værd at bemærke at det erkendes, at Norn stadig er det virkelige modersmål, det der læres i hjemmet, før man lærer skotsk.

I årene derefter sendte kirken folk til Shetland og de foreslående skoler kom efterhånden i gang, hvilket fik den tilsigtede virkning: shetlænderne gik mere og mere over til lavskotsk, idet der herigennem åbnede sig en ny lærdomsverden for dem som Norn ikke kunne knkurrere med under de herskende forhold.(fn14) Herom har vi følgende vidnesbyrd fra århundredets midte (Mackenyie 1750:12):

7

juli.(fn18) Low var imidlertid mere naturforsker end sprogmand, så hans optegnelser er desværre ret unøjagtige i formen.(fn19)

(Drawing "Bodin")

8

LOW'S SHETLANDSKE SPROGPRØVER

Low fik ialt fire sprogprøver med sig hjem fra Shetland, nemlig en kort ordliste og tre sammenhængende tekster, som følger:

1) Fadervor, Low opgiver ikke sin kilde hertil, men senere forfattere oplyser at det blev nedskrevet efter en gammel kones diktat.(fn20) Det ser sådan ut i Low's gengivelse:

Fy vor o er i Chimeri. Halaght vara nam dit. La Konungdum din cumma. La vill din vera guerde i vrildin sinda eri chimeri. Gav vus dagh u dagloght brau. Forgive sindorwasa sin vi forgiva gem ao sinda gainst wus. Lia wus ekè o vera tempte, but delivera wus fro adlu idlu for do i ir Konungdum, u puri, u glori, Amen.

Low tilføjede naturligt nok ingen oversættelse, men til sam- menligning vedføjede han en lidt ældre orknøsk version af dem samme bøn, fra den orknøske præst James Wallace's An Account of the Islands of Orkney (London 1700).(fn21) Sproget i den shetlandske udgave ser dog umiddelbart ud til at være ældre end det i den ork- nøske, fx er fro adlu idlu en ægte gammel dativ (ON frá öllu illu = fra alt ondt), mens der i orknøsk ser ud til a være sket sam- menfald mellem akkusativ og dativ, da der bruges formen fro olt ilt, der må betragtes som en sådan objektivform (af ON akk alt illt), her styret af frá, der i ON kun kan styre dat, ikke akk.(fn22). I bedøm- melsen af den shetlandske versions alder skal man ikke lade sig vildlere af de få engelske ord, der findes hen mod slutningen - de kan godt skyldes meddelerens svigtende humommelse, jfr. et til- fælde, som nævnes hos Jakobsen (1897:16).

2) En gammel, aldrig før optegnet folkevise, nu populært benævnt Foulavisen (eller Hildinavisen, efter heltinden), som Low

9

fik foredraget af den gamle bonde William Hendry, den har ialt 35 vers, og overskriften og første vers ser sådan ud i den trykte udgave, efter Low's gengivelse:(fn23)

The Earl of Orkney and the King of Norway's Daughter: a Ballad

Da vara Jarlin d'Orkneyar
For frĭnda sin spir de ro
Whirdè ane skildè meun
Our glas buryon burtaga.

Hvis man ser bort fra de forskellige fejl, som fx det fransklignende "d'" og der forkert adskilte ord, kan dette oversættes således:

Jarlen af Orknøerne og Kongen af Norges Datter, en folkevise:

Det var sig Jarlen af Orknøerne,
sin frænde han spurgte til råds,
hvorvidt han skulle møen
ud af glasborgen borttage.

Så ligetil er det dog ikke nær alle versene der er, tværtimod - der er stadig ikke så få linier, der aldrig har været forklaret helt tilfredsstillende.(fn24) Nogle forskere har ment at denne tekst er noget ældre end fra 1774, bl.a. anslog den amerikanske nordist G.T. Flom (1928-29:155) at den repræsenterede sproget fra perioden 1660- 1675, altså ca. 100 år før Low's besøg.

3) 'The Coningsburgen Phrase', som Low kalder den, 'en ordsproglig sentens' (Jakobsen 1908-21:481), som folk i byen Cun- ningsburg efter sigende reciterede for uvelkomne gæster, der var for længe om at bryde op. Low har gengivet den således:

10

Myrk in e Liora
Luce in e Liunga
Tim in e
Guest in e geugna.

Herom siger P.A. Munch (1839:483): 'Ordene er gammelnorske, men meget forvanskede'. Især synes de fire gange 'in e' mis- tækelige, men selvom verset aldrig har været rekonstrueret i detaljer, synes det at svare godt nok til den oversættelse, som Low vedføjede:

It's dark in the chimney,
but it's light thro' the heath,
it's still time for the
stranger to be gone.'

Disse barske ord skulle shetlænderne således have brugt dengang, hvilket ikker stemmer med den storslåede gæstfrihed, der endnu hersker blandt dem.(fn25)

(Picture: Ljós í ljóra = lyst i lyren)

13

mindst derfor det nu var muligt at udrede de vanskelige steder meget bedre end tidligere.(fn29)

Derefter hørte man ikke mere til Bugges arbejde før meget længe efter, da den danske forsker Hako Grüner-Nielsen gengav Buggy 'omsætning' af visen til gammelnork i 'Den shetlandske Hildina-Vise og Sophus Bugges Tolkning' i Heidersskrift til Gustav Indrebø, Bergen 1939 (s. 139-165). Det er dog ikke muligt at bedømme Bugges arbejde helt præcist herudfre, da Grüner- Nielsen medtog andet materiale til sammenligning, bl.a. fra Hægsted, og man kan ikke altid se hvor skillelinien går. Dog er afhandlingen af stor værdi, da den medtager meget mere litterært stof end Hægstads, bl.a. indeholder den en mængde kilde- henvisninger til nordiske folkeviser og andet relevant materiale.(fn30)

(Picture: Hildina ms.)

14

ORD FRA DET SHETLANDSKE HVERDAGSSPROG

Ingen af disse tekster kan dog siges at repræsentere det shet- landske hverdagssprog på den tid de blev optegnet, idet de må antages at indeholde ældre sprogformer. Der er dog en af Low's Nornprøver, der synes at være taget lige ud af dagliglivet som det må have formet sig på Shetland i slutningen af det 18. århundrede, og det er den lille ordliste, som han nedskrev på turen til Foula, og som ser sådan ud i den trykte udgave (Low 1897:105-107).(fn31)

Follows a few English words translated into Norn:-

Foula, Fugla or Uttrie.
An Island, Hion.
Bread, Coust.
Oat Bread, Corka Coust.
Barley Bread, Boga Coust.
The Sea, Sheug.
A Fish, Fisk.
A Haddock, Hoissan.
A Cod, Gronge, Grodningar.
A Ling, Longo.
A Herring, Sildin.
A Rock, Berg, Berrie.
A Boat, Bodin, Knorin.
A Sail, Seiglè.
A Mast, Mostin.
A Coat, Quot.
A Shoe, Seugin.
A Stocking, Sokin.
A Cap, Ugan.

15

Sea Mall or Mew, Whit fuglin.
The Eagle, Ednin.
A Trencher or Plate, Bergesken.
A Spoon, Sponin.
A Ladle, Heosa.
A Horse, Hessin.
A Mare, Rupa.
A Cow, Kurin.
A Sheep, Fie, Sedvite.
A Ewe, Oron.
A Pott, Posney.

These few words are what I could pick up; many others I proposed, but without effect.

Til sammenligning vises på næste side samme liste, som den ser ud i originalmanuskriptet fra 1777 (her vist i formindsket størrelse):(fn32)

(Picture: Ednin)

16

(Picture: Word-list ms)

44

ser i færøsk og islandsk, hvor ordet staves bygg og udtales [bɩg]. Formerne med o og u nævens ikke i Jakobsens behandling af ON y, men andetsteds tilskriver han dem bortfalden i-omlyd, og til støtte herfor fremfører han en række ord fra Foula, hvori oprindeligt y eller ý er blevet erstattet me o eller u i stedet for de sædvanlige varianter med i, ə og ø. Jakobsen fandt også sammensætningen biggerablande (også buggerblanda), dvs. blandkorn af havre og byg, som han afleder af et gammelt*bygg-hafra-umblanda,(fn62) som ville være særlig interessant, da det ville være det eneste levende minde om det gamle ord for havre, ON hafri (-ar). (Jakobsen 1928- 32:300 anfører formen haavr efter Barclay, men som forældet). Dette ord blev sikkert tidligt fortrængt af gælisk korki, der senere blev trængt ud af skotsk aits (for En oats) (Jakobsen 1908-21:37-38, 79).

Disse to slags brød, havre- og bygbrød, har sandsynligvis ud- gjort hovedbestanddelen af rejsekosten for det lille selskab på turen til Foula, for brød var næsten det eneste man spiste til søs - hjemme spiste man ikke meget brød, der var simpelthen ikke korn nok til det. Herom siger Low (1879:194):

All ranks live much on animal food, such as fish, flesh, butter, and milk, with little bread, which is supplied in some measure by Potatoes.

Det brød der har været tale om har utvivlsomt været de sædvanlige byg- eller havrekager, som man ristede over den åbne ild lige under lyren, midt i stuen. De regnedes for lækkerbiskener og kaldtes brunies, et ord som Jakobsen (1928-32:82) staver efter udtalen brøni og afleder af brun, da man jo brunede dem, jfr. No bryne, kakubryne, det betyder det samme. Den orknøske betegnelse var broonie [ˈbruni] (Marwick 1929:22). Norn havde også et andet ord for dem, nemlig bidi (biddie), af ON biti (sb m, sv b), en bid eller noget man kan bide af, på No kaldt bite eller bete. Disse kager

45

kendes endu, og de af dem som fiskerne tog me på søen kaldtes også sea-biddies; udtrykket biddies rapporteres så sent som i 1941 fra Foula med betydningen 'Brünnies taken to the sea' (EJS I:13). (Aasen 1873:57, Jakobsen 1908-21:37, 78; Visted og Stigum 1951, II:60, 80).(fn63)

C. Hav, fisk og klipper

De følgende ni ord er ikke direkte beslægtede, men kan dog opfattes som havende et vist tilhørsforhold: søen, fiskene deri og Foulas klipper, hvor man skulle i land.

7. Sheug, 'The Sea', sb. 'søen, havet'. Selvdom dette ord blev gengivet Sheng hos Barry kunne Lyngby indetificere det korrekt, som 'sæ(r)inn?', og denne udlægning bekræftedes af Bugge, der dog havde en bedre udgave hvori ordet var stavet korrekt, og han kunne anføre formen sjó(r), uden efth best art (1865:93) fra ON sjór (biformer sær, sjár), sb. m st b. Nord-udtalen kan efter skrive- måden have været [​ʃu(ː)ɡ] eller [​ʃø(ː)ɡ], måske dog slutkon- sonanten var [​ɣ], og den synes at være det eneste usædvanlige ved dette ord - selvom den ikke er et isoleret fænomen, da der findes noget tilsvarende i en del ord fra Foula fra den tid. Herom siger Hægstad (1900:62-63):

4. g (spirant) hev vakset fram etter u i: buga (b ú a) ...

Sheug (s i ó r) ..., etter gamall á i dogha (d á a) ... (smlk. ... grōga (*g r á a) graa merr eller ku; grōgi (*g r á i) graa hest eller ukse).

46

Som allerede Lyngby påpegede har denner lydudvikling en nær parallel i færøsk, hvor ON sjór er udviklet til sjógvur, akk sjógv, der næsten svarer til den af Low optegnede form, hvilket minder om Lyngbys gamle antagelse, at disse eksempler var muligvis blevet meddelt i akkusativ som svar på spørgsmålet: 'Hvad kalder man det?' - som sædvanligvis i ON (som in ModIsl) ville blive besvaret i akk (Lyngby 1860:207). Hos Svabo skrives den færøske akk sjøgv, og i sammensætninger sje- eller sje͡u-, i moderne ortografi sjó, der dog er akaiserende. Hvor gammel denne lydudvikling er kan ikke siges med sikkerhed, men dat menes at den i færøsk stammer fra før 1584.(fn64)

Jakobsen genfandt dette ord i en række sammensætninger, men ikke med dette g til slut, hvilket netop kan skyldes at han ikke fandt det som enkeltord, idet det efter den færøske analogi næppe ville få denne slutkonsonant i komposita, i hvert fald ikke når det står som forled. Disse ord, som Jakobsen fandt, er af særlig værdi for Nornstudiet, fordi i dem findes ordet overleveret i to, måske tre af oldsprogets oprindelige fire kasus, så at kun dat helt sikkert mangler, hvilket dog er ret naturligt, de den meget sjældent forekommer i komposita. Som eksempler kan nævnes:

1 Nominativ: adnasjur [​ˈ​adnaˌ​ʃuː​r], sb, af annarr,

'anden', og sjór, egentlig 'anden sø'; betegner 'en række høje brændingsbølger efterfulgt af en roligere sø'.

2. Akkusativ (eller rodformen): sjupilti [​ʃuː​ˈ​pʌ​l​t​i], egentlig

'søvætte, havmand'. Sidsteleddet er fra ON piltr, 'dreng'.

3 Genitiv: ON sjór havde to genitivformer, sjófar og sjós,

og begge er repræsenteret (a) sjurmol [​ˈ​ʃ​uː​rmə​l], egl. 'sømål', den del af stranden der overskylles ved højvande; (b) sjusamillabakka [ˈ​ʃ​uː​sa​ˌ​m​e​ᶅa​ˈ​bakka], adv udtryk, 'i- mellem sø og bakke', dvs. på forstranden, mellem havet og den højerliggende del af stranden. Sidsteleddet i (a) er

47

ON mál, 'mål', sb n sg nom, mens (b) er et særligt udtryk fra søsproget, af ON sjós og den sammensatte præ- position á milli, 'i mellem', og bakka, sg gen af bakki, 'bakke, banke', sb m sv b nom. Alle disse ord på nær sjurmol er specielt shetlandske (Jakobsen 1908-21:XLVI, 722-24).

Jakobsen anfører desuden en række komposita, hvor det engelske ord sea har erstattet det gamle Nornord, fx sea-egg, egl. søæg, Isl sæegg, 'søpindsvin'; også sea-ferdi, adj, 'søklar', af ON sæ-færr', d.s.,(fn65) muligvis er sidsteleddet i det moderne ord influeret af No ferig, fra ON ferðugr, 'færdig, beredt'. Dette kunne stå i for- bindelse med den store import af 'søklare' både fra Norge helt fra de ældste tider og til langt ind i det 19. århundrede.(fn66)

8. Fisk, 'A Fish', sb, '(en) fisk'. Af ON fiskr, sb m st b. Edmonston har dette ord i nogle sammensætninger, mens Angus kort siger: 'FISK, n., fish.' Jakobsen fandt dette ord på Foula, udtald [fisk], men markerer det som forældet. Det kendtes også i Aithsting på Mainland i formen fusk [fosk], der brugtes af fiskerne i søsproget.(fn67) Den sidstnævnte form minder om en No dialektform, føsk, der angives af Ross (1895:164) fra Østerdal. Der fandtes en hel del sammensætninger med dette ord:

1. Fiskaf(j)el [​ˈfiskaˌf(j)e​ːl], 'fiskefjæl', en fjæl anbragt mellem rummene i en fiskerbåd, for at holde fiskene adskilte. Edmonston og Angus staver det fiskafeal. Det svarer til Isl fiskifjöl (pl fjalir), d.s. Forleddet i den shetlandske form synes at være dannet helt regulært med plur gen fiska (Jakobsen 1908-21:159; Blöndal 1924:192). 2. Fiskali [​ˈfiska​ˌli], adj, 'fiske(r)lig(t)', det der kan fiskes eller som er godt og sømmeligt for fiskere og fiskeriet, af

48

ON fiskilig(r), adj, d.s. Også med nægtende præfiks ufiskali (nu ofte med skotsk un-), adj, 'ikke fiske(r)lig(t)' (Jakobsen 1908-21:159; Zoëga 1910:137).

3. Fiskarroe, adj, kun hos Edmonston, hvorfra Jakobsen anfører det som tvivlsomt (muligvis fra Unst?); skulle betyde 'unlike or unbecoming a practical fisherman'. Edmonston mener, at -oe i slutningen af ordet er det nægtende danske præfiks u-, hvilket er umuligt. SND X:474 har denne kommentar: The root is obviously Norw. fiskar, a fisherman, but the formation and definition are not explained. The word may be mistaken on Edm.'s part for FISKALILE. Først må det siges, at det sidste ord må være en trykfejl for FISKALI(E) eller snarere for UNFISKALI, da det er et negativt udtryk der omtales (SND IV:84). Ordet behøver dog ikke at være en fejl - det ser helt regulært ud og er sandsynligvis en let forvansket variant af No fiskaræa, af ON fiskahræða, 'fiskeskræmsel', anført fra Rogaland om en fisker, der vender tomhændet hjem (Ross 1895:164, 623).

Også i forbindelse med dette ord findes der en række komposita, hvori den nærliggende engelske form har fortrængt den norrøne, fx fish-flee', 'spyflue', der svarer helt til Isl fiskifluga, d.s. En del af disse ord er kommet ind i skotske ordbøger, hvilket kan være grunden til at Jakobsen og andre undlader at medtage dem. Som oftest vil de citater hvorfra ordene hentes dog afsløre at disse ord kun rapporteres fra Shetland, Orknøerne og andre områder, hvor den norrøne indflydelse sig stærkt gældende i ældre tid.(fn68)

9. Hoissan, 'A Haddock', sb, '(en) kuller', dvs. fiskearten Gadus æglefinus, en 30-80 cm stor torskefisk, der er meget almindelig i Nordatlanten.(fn69) Low omtaler den som en af de fiskearter, der

49

fanges meget ved Shetland, bl.a. ved Foula (1879:85, 102). Lyngby havde svært ved at tolke dette ord ret, da han kun havde Barry's forkerte læsemåde Hoifsan foran sig, så han vaklede mellem Hysen (kuller) og (H)ufsinn (gråsej). Bugge, der havde den korrekte læsemåde (Hoissan) kunne bestemme ordet rigtigt; det er fra ON ýsa, sb f sv b, d.s. på ModIsl; No hyse, hysa, Fær hýsa [ˈhoi‘sa], hos Svabo skrevet hujsa (Bugge 1865:93).

Hverken Edmonston eller Angus har dette ord, og Jakobsen anfører det kun fra Low som forældet. Dette er åbenbart et af de ord, der som Jakobsen (1897:136) udtrykker det, har fået 'forslag af h' foran vokal, og i dette tilfælde er der altså færøske og norske paralleller. Vokaludviklingen svarer dog ikke helt til den, som Jakobsen angiver for ON ý og Hægstad (1900:40) fremsætter den tanke at den kunne skyldes s-lyden, idet han tror at det dob- beltskrevne s kan stå for ᶊ (ᶊ = ​ʃ), såldes at et oprindeligt huᶊa gennem huiᶊa skulle være blevet til hoissa. Dette støttes med en henvisning til det forældede shetlandske ū·tȯit·lext, fra ON úpýðligt, 'ufolkeligt', hvori en lignende vokaludvikling kan påvises (dog uden indvirkning fra et nærtstående ᶊ (eller [ʃ]).(fn70) Der føres dog intent egentligt bevis, og hele Hægstads udredning må anses for ganske usikker.

10, 11. Gronge (-i), Grodningar, 'A Cod', sb, '(en) torsk', dvs. fiske- arten Gadus callarius. Det enkleste ville være at opfatte de to for- mer som henholdsvis sing og plur af det samme ord, men det går næppe; Gronge ville snarest blive til Gronger (-ar), og ikke til en sådan lang form Grodningar - desuden har det korte ingen nordisk parallel, mens det lange svarer entydigt til et nu forældet nordisk or for torsk, og det må danne udgangspunkt for analysen.

11. Grodningar, sb; Lyngby så straks at dette ord står i plur og at det må være fra ON grunnungr, plur grunnungar, sb m st b, der brugtes om en torsk, der søgte in på grundt vand, 'grundtorsk',

52

(Fenton 1978:621).(fn71) Her kan især nævnes ordet hwide, som shetlandske fiskere sagde, når de så der var en lange på krogen - og var der flere, kunne de bl.a. sige hwida ligger o hwido [​ˈhwiːda ˈl​ɪg​ər ​ə ˈhwiːdo], der er fra ON hvíta ligger á hvítu, '(den) hvide ligger på (den) hvide'. Dette er en perfekt Norn-sætning, med et fem sb, sv b i nom som subjekt og med det samme ord i obl kasus som præpositionsled, og med et korrekt bøjet vb (sg, 3. pers, præs ind) og en lydret udviklet præposition imellem (Jakobsen 1908- 21:339).(fn72)

Formen longa findes i øvrigt også i No dial og på Fær, se Aasen, Svabo 1966 og Jacobsen og Matras.

13. Sildin, 'A Herring', sb, '(en) sild', eller bedre, 'silden', da der naturligvis er tale om den bestemte form. Herken Edmonston eller Angus synes at kende dette ord for fiskearten Clupea harengus, men det er tydeligt nok ON síld, sb f st b, og -in, der er den efth best art, f sg nom. Detter er et af de få ord i Low's liste der (bortset fra længdetegnet, som Low naturligvis ikke kendte) er skrevet helt som i ON, og udtalen har nok været den samme. På Low's tid fiskedes der en mængde sild ved Shetland, dog mest af udlændinge, især hollænderne udnyttede de gode fiskepladser, og Low, der ankom lige ved sildesæsonens begyndelse, så selv skibene ligge i Bressay Sound (Low 1879:65-74). Shetlænderne levede dengang under et knugende feudalt åg, der gjorde dem det helt umuligt at udruste den slags skibe der kunne konkurrere med de rige udlændinge, og dette kan meget vel være grunden til at 'herring fishing has left no mark on the sea-language' (Fenton 1978:621), som ellers bevarede så mange Norn-udtryk efter at de var gået af brug i daglig tale, selv blandt indfædte. Betegnende nok har Jakobsen kun dette ord med som et citat fra Low - det var helt forsvundet fra sproget på den tid (Jakobsen 1908-21:708).

53

14. Berg, Berrie, 'A Rock', sb, '(en) klippe, klippestykke, klippe- parti'. Disse første findes hos både Edmonston og Angus, også hos Graham, der videregiver den af Angus nævnte betydning, 'a pro- minent rock'. Jakobsen fandt begge former på Foula, med udtalen [bærg], [​ˈbæri], og ordet kendtes også andre steder på Shetland, dog mest i sammensætninger, bl.a. i stednavne, hvori det også forekom i formerne berreg og berrek, hvori er fra lavskotsk (Jakob- sen 1901:76-78; 1908-21:34).

Ordet er fra ON berg, sb n st b, 'bjerg, klippe', og den først- nævnte svarer tydeligt til nom og akk af dette ord, mens den anden er sværere at placere morfologisk, da den ikke synes at svare til nogen almindelig nordisk variant. Bugge (1865:93) og Hægstad (1900:62) mente at Berrie var fra den bestemte form, nom og akk, bergit, der har mistet det udlydende 'tt' gradvist: t > ð > Ø. Hægstad antager at her var g blevent spirantisk (g = ​ɣ), og han siger videre (Hægstad 1900:62):

I sume ord og høve g framfor linn vokal gjenget yver til ein linnare ljod j: earnɩ (g i a r n a) ... yera (g ẹ r a ) ... Berrie (b e r g i t) ... buryon (b o r g i n n i).

De to første eksemplificerer det i No velkendte fænomen, at palatalt g i trykstærk stilling i forlyd til j (Vigeland 1981: 135); buryon (fra folkevisen, vel udtalt [ˈbȯrj​ən]) kan repræsentere en tilsvarede udvikling stavelseinitialt i tryksvag stilling.(fn73) Berrie synes dog ikke at passe ganske ind i ditte mønster, da alle spor af det oprindelige g er forsvundet; desuden stammer denne form næppe fra den bestemte nominativform, ON bergit, men snarere fra bergi, den ubestemte dativsform, der er velbevidnet i shetlandsk. Jakobsen 1901:76-78 meddeler en del stednavne der indeholder formen Berri(e), bl.a. de Hill o' de Berri, en gård ved en klippehøj. Her er oprindelig sikkert tale om en gammel dativ med

54

præposition, ON á bergi, 'på bjerget' (uden bestemt artikel, som almindeligt i ON ved stednavne o.l.).(fn74) I et gammelt diplom fra 1360 findes udtrykket j Kleberj, ON í Klébergi, et stednavn på Unst, der netop er en sådan præpositionsforbindelse med styrelsen i dativ. Der også de Ledberri i Delting og de Lodberries (plur) i Lerwick, der anvendes den dag i dag (Graham 1979:49), og som stammer fra ON hlaðberg, sb n, 'ladeklippe', en flad klippe ved kysten, hvor små fartøjer kunne lægge til ind- og udlade gods. I ON var der mange ord med berg some sidsteled, fx varðberg, der især kendtes fra udtrykket á varðbergi, bogstaveligt 'på vagtbjerg', dvs. 'årvågen, på vagt'. På samme måde ville man sige á hlaðbergi, og det kan netop være fra den from at lodberri har udviklet sig (Zoëga 1910:472):

Dette, at g er forsvundet (bergi > berri) i disse stednavne, kan skyldes inflydelse, da de fleste skotske stednavne med oprindeligt g i denne position har mistet det; derved har man fået stednavne som Burrafirth af ON Borgafjǫrðr, udtalt [​ˈboraˌf​ərt] (Jakobsen 1901:81). Denner forklaring på ordet Berrie støttes for- øvrigt af den orknøste sprogmand Hugh Marwick, der siger om den tilsvarende orknøske form (1929:12):

berry (​ˈbɛri): s., a rock ... O.N. berg, n., rock; vaðberg, a fishing rock. The ending is prob. due to the dative form (á bergi) being that in general use.

Berg udgør også førsteleddet i en del shetlandske komposita, fx bergfall', sb, egl. 'stenskred, bjergskred', brugt om lyden af faldende sten eller tilsvarende støj; også berggølti, No berggylta, egl. 'bjerggylt', Da 'læbefisk'; bergset, sb, egl. 'bjergsæde', et sæde- lignende klippeparti ved havet, hvorfra man kan fiske direkte i havet med stang (Jakobsen 1908-21:34).

55

D. Fartøjet og dets dele

Low var selv bosat på Orknøerne, så han havde mulighed for at kende datidens bådtyper.
15, 16. Bodin, Knorin, 'A Boat', '(en båd)', eller rettere 'båden', da begge ordene har den best efth art. Da der helt klart er tale om to forskellige ord, vil de blive behandlet hver for sig.

15. Bodin, 'båden', af ON bát(r), sb m st b nom (med -r) eller akk (uden -r), og -inn, den efth best art, sg m nom eller akk. I hjem- menorsk faldt nominativmærket (-r) væk allerede i den mel- lemnorske periode, så det var muligvis også tilfældet her, hvorfor kasus ikke kan bestemmes nøjagtigt (Skard 1967-73, I:142).

Dette ord findes hverken hos Edmonston eller Angus (der ellers var skibstømrer en række ord fra faget, som ikke er i nogen anden shetlandsk ordbog).(fn75) Jakobsen (1908-21:54) fandt dog ordet på Foula (dog som forældet) i tre former, boda, bota, bodin(a), og han angiver udtalen af denne from som [​ˈbodɩn]. Ifølge Hægstad (1900:34) kendes vokalændringen á > o fra shetlandske diplomer helt fra første halvdel af det 15. århundrede, mens den var begyndt i Norge et par århundreder før (Skard 1967-73, I:87-88). Dette svarer helt til den shetlandske lydudvikling, sådan som den beskrives hos Jakobsen (1897:118, 139).

Ordet bátr kendes i ON fra 11. århundrede og regnes af nogle som norrønt mens andre tager det for et tidligt låneord, fra OE eller OFris (Nielsen 1969:58). I ON brugtes det først og fremmest om små åbne fartøjer, som beskrevet hos Cleasby and Vigfussen (1957:55):

BÁTR, m. ... a boat, either a small open fishing vessel or a ship-boat. In Icel. only small boats are so, those of two or four oars; an eight-oared boat is a 'ship'.

56

Disse små både, der benævntes efter årernes antal, kunne dog også være sejlførende, og en del af de gamle benævnelser bruges stadig i færøsk, islandsk, norsk og shetlandsk, der bl.a. har bevaret udtryk- kene fourern (eller fourareen) og sixern (eller sixareen) for hen- holdsvis en firæring (ON feræringr) og en seksæring (ON sexæringr) (Magnússon 1905:218, Aasen 1873:45; Jacobsen og Matras 1928:312; Blöndal 1924:183, 689; Torp 1919:143, 572).

Det er helt naturligt, at de norske betegnelser holdt sig så længe på Shetland, fordi indtil første halvdel af forrige århundrede var alle shetlandske fiskerbåde importeret fra Norge, ofte som samlesæt, der så blev færdiggjort af kyndige shetlændere (Thowsen 1969:147-61). Shetlænderne begyndte selv at bygge både, men de nåede kun lige at komme i gang da disse åbne både blev slået ud af større fertøjer.(fn76) Low kalder disse både 'Schetland yawls' og det har nok været en sixern, der første ham til Foula, for han havde megen bagage, jagtudstyr, hund og tjener, og var i følge med en unbenævnt gentleman (Low 1879:95-100).(fn77) Disse både erindres endnu på Shetland for deres store sødygtihed, og der bygges stadig typer, der er udviklet fra disse lette og hurtige vikingebådtyper.(fn78)

16. Knorin, sb, 'båden', dog ikke i helt samme betydning sem det forrige ord, for en knor var egentlig et stort fragtskib (Skautrup 1944-70; I:165). Ordet kommer af ON knǫrr, sb m st b, pl knerrir; om denne skibstype siger Shetelig og Falk (1937:374):

The knǫrr was the usual sea-going ship (hafskip), and it was used as such for voyages to distant lands such as England, Iceland, and the Faroes.(fn79)

Hvilket større skib der har givet Low anledning til at spørge om og få fat i dette ord, kan naturligvis ikke afgøres, men det har nok været et af de mange udenlandske fartøjer, som de shetlandske farvande vrimlede med på den tid, lige i begyndelsen af silde-

60

form og at der er tale om neutr plur af en form med a som stammevokal i sg. Dette er utilfredstillende, da der næppe kan være tale om sen islandsk inflydelse her, og i virkeligheden er hans formodning helt unødvendig, da ON a ofte bliver til o i Shetlands-Norn, fx ON magi, Norn mogi ('mave'), cf. Jakobsen 1908-21:524. Muligvis er her endog tale om en afskrivefejl (o for a, meget hyppigt hos Low), og hvis det er tilfældet er der her tale om den selvsamme form som findex i de nordiske sprog.

E. Nogle beklædningsgenstande

De næste fire ord gælder klædedragten, bogstaveligt talt fra top til tå, selv om den opmærksomme læser hurtigt vil se, at der ikke nævnes noget ord for bukser.

19. Quot, 'A Coat', sb, '(en) jakke (eller frakke)'. Lyngby kunne ikke placere dette ord, mens Bugge mente, at det var 'vel et Laaneord fra Engelsk eller fra Gælisk (cota)'. Edmonston og Angus nævner det ikke, og Jakobson forsøger ingen forklaring, så den eneste egent- lige udlægning indtil nu er derfor Hægstads, der afleder ordet af ON kufta, et ordet der også kendes i lignende former i Da og Sve (Aasen 1873:395; Dahl og Hammer 1907:489). Dette ord må dog anses for ukorrekt - for det første er kufta ON, men No dial og blev allerede dengang anset for at komme fra tyrkisk kaftan (Falk og Torp, 1903-06, I:420); desuden er forklaringen ufuldstændig, for til trods for den sædvanlige etymologi mener Hægstad (med henvis- ning til Ty Kotze og Kutte) at rodvokalen (o) er oprindelig, og om slutvokalen (-a) siger han at den nok er bortfaldet pga. En ind- flydelse - selvom han selv påviser, at netop i denne position har ON a holdt sig næsten uforandret. Om konsonanternes skrivemåde

61

forklares heller ikke hvorfor initialt k skulle være blevet afløst af qu, der hos Low står for [kw], dvs. den udtale som ON hv havde på Foula og vestsiden af Mainland på den tid; ejheller stemmer det helt når det siges at p (for udtalt f) faldt væk foran t, for i det eneste anførte eksempel på denne ON kombinationen (gipt) har det holdt sig uændret (Hægstad 1900:38, 51, 52, 63-66). Hægstads udlægning kan derfor ikker accepteres.

Der er i virkeligheden en meget enklere forklaring: dette ord er, som Bugge foreslog, at låneord, blot ikke fra de kilder han formodede, men fra lavskotsk, dog ikke fra den variant, der taltes oppe nordpå og på Shetland og Orknøerne. Allerede for det gamle skotske sprogs vedkommende angives formen quot som en variant af EN coat, også staved cuot (Murray 1873:147) og udtalt [kwɔt] eller [kuət] (SND I:xxx). Måske kan det undre at skotten Low ikke gen- kendte dette lavskotske ord, men til hans undskyldning tjener at den angivne form kommer fra de allersydligste egne af Skotland, langs floden Tweed, mens han selv kom fra Forfarshire i Angus, hvor dette ord blevet skrevet queyte og udtalt [[kweɩt] (DOST I:698-99; Warrack 1910:xx,: SND I:xxxiii; III:162; VI:311.)(fn87) Man kunne også med rette spørge: Hvorfor meddelte de Norn-talende shet- lændere Low et lavskotsk ord i stedet for at af deres egne? Dette kan naturligvis ikke besvares med sikkerhed, men der er den mulighed at de ikke her talte om deres egne klæder, men om gæstens; i deres øjne var han præst og en såden benævntes blandt søfolk i de nordskotske kystegne 'the man wi' the black quyte (coat)', idet man ifølge ikke måtte nævne order 'minister' (præst) om bord - og, hvis alt skulle gå rigtigt til, måtte man slet ikke have ham med i båden! Måske har man anvendt dette ord som en påmindelse om dette (SND VII:311).(fn88)

20. Scugin, 'A Shoe', sb, '(en) sko)', egentlig bestemt, 'skoen'. Både Lyngby og Bugge fører dette ord tilbage til ON skó(r)inn', sb m st b sg nom (med -r) aller akk (uden -r), best (-inn er den best efth art, ens

62

for de to anførte kasus). Hverken Edmonston eller Agus har det, men Jakobsen 1908-21:750 citerer det fra Low og han genfandt det forøvigt på Foule i sætningen: 'Put on dy skogins and geng fort' ('Tag dine sko på og gå ud'). Dette er klart det samme ord selvom artiklen synes fossileret, desuden er der tilføjet En flartals-s. Den shetlandske form med g har en parallel i det færøske skógvur ('sko'), akk 'skógv, hos Svabo (1966:763) skrevet skøgvur, skøgv (Jacobsen og Matras 1928:333). Hvilken lydværdi u har i Low's version kan naturligvis ikke siges med sikkerhed, men tænkeligt har udtalen allerede dengang svaret til den af Jacobsen anførte: [​ˈskogɩn]. Hægstad (1900:37) mener ganske vist, at her var tale om 'europæisk u' (dvs. tysk u i du, Kuh, cf. Storm 1908:168), og han antog også a g var spirantisk (g), skønt Jacobsen (1897:108, 122) havde gengivet dette som [​ˈskogɩn], altså med 'hårdt' [g] og ikke med [​ɣ]. Her må Jakobsens gengivelse dog foretrækkes.

Hvilken slags sko der er tale om ved vi ikke, men her ingen kan der være tale om de fremmedes sko, idet shetlænderne foretrak lange søstøvler af skind med deres skinddragter, når de var til søs (Worsaae 1851:290), men hvis der har været tale om shetlandske sko (fx inde på Foula), så mð det have været de sædvanlige hjemmelavede skindsko, der benyttedes endnu på Jakobsens tid, de såkaldte rivlins, af ON hriflingr, sb m st b sg nom, 'en slags sko' (muligvis fa OE (h)rifeling, d.s.). Det gamle norrøne ord var húðskór, da disse sko var lavet af ugarvet kalve- og okseskind, med hårsiden udad. De var lette og praktiske til alt dagligt arbejde (Shetelig og Falk 1937:339; Jakobsen 1928-32:706-707).

21. Sockin, 'A Stocking', sb, '(en) sok, strømpe', rettere bestemt, 'sokken'. Lyngby har helt korrekt ON sokk(r)inn, sb m st b sg nom eller akk (nom med r, akk uden), best (-inn er den best efth art, ens for begge kasus). Hverken Edmonston eller Angus nævner dette ord, skønt det stadig findes i shetlandsk, men de har nok regnet det for En. Jakobsen (1908-21:825) nævner sokk for 'sok, strømpe', dog

63

uden henvisning til Low, og han angiver udtalen som [s​ɔk, såk], så man kan måske regne med at Low har hørt det udtalt [​ˈs​ɔk​ɪn].

Udover at anvendes som enkeltord på sædvanligvis vis findes det i en del komposita af norrøn oprindelse: Sokkalegg, sb, 'strømpeskaft, strømpe unden fod (No leggesokker, Fær sokka - legald); sokkatu, sb, 'groft og løst spundet uldgarn', Fær sokkatógv, d.s. Sidsteleddet er fra ON tó, uldtot, og den slags garn brugtes mest til sokker; sandsynligvis er det den slags garn som omtales hos Low (1879:67):

I don't say but thet make finer stockings ... but the most

valuable for the Country in general, and the most profitable, are the coarse ones, of one very thick thread, which consumes a great deal of wool, but requires not a great deal of labour.

Man har også adjektivet sokkett, No sokkutt, af ON sokkótt(r), 'sok- keagtig', der bruges om dyr, der har en andern farve på benene eller fødderne, så det ser ud som om de har sokker på (Jakobsen 1908-21: 825-26; Graham 1979:85).

22. Ugan, 'A Cap', sb, '(en) hue', igen bedre bestemt, 'huen'. Lyng- by har korrekt ON húfan, der er sb f sv b nom best (húfa + n; artiklens i falder væk efter den svage bøjnings slutvokal). Hverken Edmonston eller Angus nævner dette ord, mens Jakobsen (1897:155) som sædvanlig blot anfører det fra ordlisten, uden kom- mentarer. Bortfald af initialt h var ikker ualmindeligt i Norn og kendes især fra Foula-dialekten (Low 1879:104-105; Jakobsen 1897:136-37).(fn89) Rodvokalen var lang i ON og har nok også været det i Norn, mens konsonantudviklingen synes at være lig den færøske, hvor man på ca. samme tid finder formen hygva (Svabo 1966:352), i lighed med det man ser i ordene Sheug og Scugin og deres færøske paralleller. En lignende udvikling ses i visse No dial, hvor