Det norrøne sprog på Shetland
1
KAPITEL I.
Inledning.
Skønt Shetlandsøerne nu i mere end 400 år have været en skotsk provins, er almuens følelse af det gamle slægtskab med de nordiske folk endnu meget levende, og gennemsnits- shetlænderen har endnu den dag idag meget stærkt udprægede nordiske sympatier og skotske antipatier. En nordbo bliver på Shetland altid modtagen som en ven og frænde, en skotte i reglen som en uvelkommen fremmed — noget, hvori der først i den allernyste tid med den udviklede handelssamkvem mellem Skotland og Shetland er begyndt at indtræde en for- andring. Dette forhold, som mange skotter nutildags have ondt ved at forstå, finder let sin forklaring, når man be- tragter øernes historie lidt næmere.
Som bekendt bleve Shetlandsøerne omtrent samtidig med Færøerne og Island befolkede fra Norge og vare siden en provins af dette land både før og efter dets union med Dan- mark, indtil kong Christiern den første i 1469 pantsatte øerne (samen med Orknøerne) til Skotland for den medgift, han havde forpligtet sig til at udrede i anledning af sin datter Margrethes giftermål med den skotske konge Jakob den tredje.
Skønt det ved pantsættelsen fra dansk side blev gjort til betingelse, at der fra skotsk side ikke måtte gøres ændringer
2
i øernes gamle love og institutioner, såsom agten var at gen- indløse øerne, finde vi, at der c. 1600 er vendt ganske op og ned på de gamle forhold. På grund af de urolige forhold i Skotland og Shetlands fjærne beliggenhed kunde de skotske jarler, som havde øerne i forlening, skalte og valte, næsten som de vilde. Særlig beygtede ere Robert Stewart og endnu mere hans søn Patrick Stewart blevne (sidste halvdel af det 16de århundrede). På grund af deres nære slægtskab med det skotske kongehus (jarl Rovert var en uægte søn af kong Jakob den femte), turde de uden at frygte for lovens hævn tillade sig næsten al overfor den shetlandske almue. Skatterne bleve forøgede efter magthavernes eget tykke, mål og vægt bleve idelig forhøjede(fn1)) og bismerne forfalskede, odelsgodset blev gradvis listet ud af hæderne på den uoplyste og god- troende shetlandske bondestand og over i hænderne på skotske æventyrere, hvoraf mange svang sig op til at blive store ejendomsbesiddere, medens de shetlandske bønder nedsank til en fattig og fortrykt af små forpagtere, der lige indtil udstedelsen af the crofters' commission act i 1886 kun vare at betragte som slaver af lairderne (godsejerne).
Under Patrick Stewart forsvandt Shetlands gamle lovbog, som han siges at have tilintetgjort for at kunne drive friere spil. Da det ikke vilde lykkes for ham at få øernes gamle lovgivende forsamling, lagtinget, med sig, skød han den til side og skabte ifølge traditionen et nyt lagting, sammensat af hans egne venner og yndlinge, som ikke havde i sinde at lægge ham hindringer i vejen. Således fik hans forordninger dog et vist skin af lovlighed. Det er ikke stedet har at gå
3
nærmere ind på jarl Patricks regimente eller på Shetlands historie i det hele taget, som kun vilde blive en undertryk- kelsens saga. Jeg skal her kun tilføje, at Shetlændernes klager over Patrick Stewart tilsidst nåede kronens øre, bleve under- søgte og funde berettigede, og Patrick blev, efter at være afsat fra sit embede, ført til Edinburgh og sat i fængsel. Hans hoved faldt for øksen i 1615. Men dette førte ikke til andet end, at kronen annekterede alt det shetlandske lens- gods. Den shetlandske almue fik intet af, hvad der var fra- taget den, restitueret. Efter nogen tids forløb bleve så øerne atter givne i forlening — og benhandlede omtrent ligesom før.
Om lagmansinstitutionen er der på Stewarternes tid ikke længer tale. Derimod omtales fogedinstitutionen. Under de nævnte jarler bliver efterhånden alle de gamle former i øernes styrelse afskaffede og erstattede med skotske. Lagtingsmøder omtales dog (ifølge Hibbert) også efter Stewarternes tid og endda så sent som i 1670.
Den hensynsløse måde, hvorpå Shetlandsøerne ere blevne behandlede i den tid, de have hørt til Skotland (jeg siger Skotland og ikke der britiske rige, de øerne fra først til sidst have været ganske særlig knyttede til det førstnævnte land), har hos befolkningen avlet en gennem traditionen stadig næret uvilje til skotterne og alt skotsk, en uvilje, som først nu begynder at forsvinde. Em omstændighed, som her også bør tages i betragtning, er øernes temmelig isolerede belig- genhed, da der som følge af denne ikke kom nogen regel- mæssig forbindelse i stand med Skotland før ind i dette år- hundrede (den shetlandske handel var hele tiden bleven dreven dels på Bergen (fn1)), dels på Hamborg, Lübeck og Bremen). På den anden side er det vistnok de alt nævnte forhold, som
4
have medført, at Shetlænderne endnu med så stor forkælig- hed mindes den tid, de øerne hørte til Norge og Danmark.
Endnu så sent som i 1774 kan skotten Low i sin omtale af Shetlænderne skrive: »Most of their tales are relative to the history of Norway; they seem to know little of the rest of Europe but by name; Norwegian transaction they have at their finger's ends.«
Med den oprindelige befolknings sociale og økonomiske
underkuelse går sprogforvanskningen, om den end kommer
lidt senere, hånd i hånd. Den norrøne dialekt bliver alt mere
og mere blandet med lavskotsk.
Allerede i jarlerne R. og P. Stewarts tid synes det i be- folkningen indtrængte skotske element at have været meget talrigt. De lange navnelister (meddelte in extenso hos D. Balfour), som findes under de mod de nævnte jarler fra be- folkningens side rettede klager, fremvise at meget btydeligt antal skotske navne. Den lille shetlandske befolkning var ved askillelsen fra Danmark-Norge bleven åndeligt og sprog- ligt isoleret, en omstændighed, som i høj grad måtte for- mindske dens modstandskraft overfor den fortsatte skotske påvirkning. Almuen begyndte efterhånden, men vistnok først efter en modstand, ovenpå hvilken en slaphedsperiode fulgte, at betragte det som fint at antage skotske ord og vendinger og at undsé sig ved a bruge de gamle hjemlig ord, hvis hjemmel og berettigelse almuen lidt efter lidt tabte forståel- sen af. Og da udvikligen nu engang var kommen ind i dette sport, nåede man tilsidst så vidt, at det at tale den rene hjemlige dialekt i manges øjne var tegn paa mangelfuld dannelse. I det 17de århundrede er vistnok forvanskningen af Norn i gang, men det er ikke før ind i det 18 århundrede, at denne bevægelse tager fart.