Om Sproget paa Shetlandsöerne
190
Den oldnordiske Dialect, nu sædvanlig kaldt Norse, der taltes paa Shetlandsøerne indtil og noget efter deres Pantsættelse til den scotske Krone, vedblev med gradvise Forandringer at være den herskende der ligetil i det 18de Aarhundrede, da den aldeles uddøde. Forandringen i Overhøiheden over Øerne bidrog i alle Maader baade middelbart og umiddelbart til en Modificering af deres gamle Maal, til dets mere og mere om sig gribende Forvanskning og dets endelige Fortræn- gelse af de nye Herrers Sprog. Thi hvorvel de scandina- viske Tider gamle Rettigheder og Sædvaner meer end et Aarhundrede igjennem ikke alene taaltes, men udtrykkelig bekræftedes af Lovgivningen(fn1), var dog den herskende Classe scotsk og alle offentlige of officielle Forhandlinger foretoges i dette Sprog. Den stadige Indvandring af forarmede og rovgjerrige Eventyrere fra Scotland, som medbragte deres eget Maal, Sæder, Skikke og religieuse Vedtæger, bidrog ligeledes i høi Grad til at fortrænge det oldnordiske Element. Og da see i Tidens Løb det hele Land med faa og ubetydelige Undtagelser var faldet i Hænderne paa den begunstigede Race; da de Indfødtes gamle Odelsrettigheder, tiltrods for deres gjentagne høitidelige Bekræftelse fra det scotske Par- laments og den høieste lovlige Autoritets Side(fn2), paa en uret- færdig og tyrannisk Maade vare undertrykte; da de lovlige
191
Besiddere, hvis Adkomst støttede sig paa Arveretten, den gamle fra Scandinavien medbragte Odelsret og Vedtægt, vare drevne fra Eiendommen efter tvungne til med ødelæggende Op- offrelser at underlægge Lehnsherrer Grundstykker, som deres Forfædre ikke engang indrømme de norske Konger Lehns- høihed; da Retsbetjente og Geistlige udelukkende talte den herskende Races Sprog; da, sage vi, maatte Øernes gamle Modersmaal nødvendigviis blive et Underordnelsens Mærke og rask ile sin Opløsning imøde.
Med alt dette fandtes der endnu i det attende Aar- hundrede gamle Folk, der kunde tale det gamle Maal. I de fjernest liggende Øer i Gruppen holdt det sig længst. Unst, den nordligste Ø, var, ligesom den var fen første, der optog Scandinaverne, ogsaa en af dem, der senest glemte deres Maal(fn1); ligetil Slutningen af det nævnte Aarhundrede kunde Levninger af Oldnordisk endnu sporer der. Paa Foula, den vestligste, af den hele Gruppe mest isolerede Ø, holdt det sig næsten lige til vore Dage. For ikke fulde hundrede Aar siden blev Fadervor der nedskrevet efter Dic- tat af en gammel Kone(fn2), født paa denne Klippeø, „fjernt
192
ude i det barske Hav.“ Omtrent paa samme Tid kunde man ligeledes endnu i Udkanter af Landet høre Fragmenter af gamle Viser og Ballader, kun halvt forstaaede af selve de gamle Koner, der sang dem. Nu ere de aldeles for- svundne og med dem de sidste directe Spor af hiint gamle Maal (af den senere Tids Bønder kaldet the „Norn tung“(fn1)), der af dem betragtedes med en særegen Ærefrygt som Levningen af et hemmelighedsfuldt Sprog, i hvilket Seere og mægtige Troldmænd i gamle Dage nedlagt deres dybeste Hem- meligheder, og i hvilket Udtrykkene i sig selv besad en skjebnesvanger, hemmelighedsfuld Kraft.
Men ihvorvel det Oldnordiske saaledes er aldeles forsvun- det som Folkets Modersmaal betragtet, har det dog lige til den Dag idag efterladt talrige Spor i Folkesproget. Den Dialect, der nu tales paa Shetland, er forskjellig fra alle scotske. Den ligner derimod noget den, der tales paa Orkney og Caithness, hvilket ogsaa var at vente, da disse sidste lige- ledes bleve undertvungne og coloniserede af Nordboerne. Men ihvorvel mange, længere syd paa ubekjendte, Ord ere fælles for Shetland, Orkney og Caithness, er der dog en stærkt fretrædende Forskjet imellem det førstes og de tvende sidstes Sprog. Langs hele Østkysten af England og Scotland bærer Folkesproget slaaende Vidnesbyrd om de Danskes Indfald(fn2), og det desto mere, jo nordligere man gaaer. Man naar man endog i disse Districter kan spore det nor- diske Præg, hvor langt mere fremtrægende maa det da ikke være i Sproget paa Shetland?, der for ikke længer end tre til fire hundrede Aar tilbage udgjorde en integrerende Deel af Dan- mark-Norge, hvis Handel ligetil Begyndelsen af indeværende Aarhundrede hovedsagelig dreves paa hine Lande og Ham- borg og hvor, for ikke meer end tredive Aar tilbage, danske
193
Penge curserede ligesaa godt som engelske. Det stadige Samkven med Holland flere Aarhundreder igjennem maa ligeledes tages i Betragtning ved Bedømmelsen af Sprogets Forandringer. En Mængde Mennesker af den laveste Classe i Lerwick tale nutildags flydende Hollandsk, og for halvtred- sindstyve Aar tilbage var Kjendskabet til dette Sprog endnu langt mere udbredt iblandt alle Classer paa Øerne. Under saadanne Omstændigheder er der intet Under, at vi finde Almuesproget farvet af Festlands-Udtryk og Talemaader og at dets grammatiske Bygning ofte viser en nøiere Tilslutning til Teutonisk og Scandinavisk, end til den Angelsachsiske Green af det store germaniske Sprog.
Enhver beboet Localitet, om den end kun bestaaer af et enkelt Huus, kaldes „a town“(fn1) og har sit eget Navn. Alle disse Stednavne ere, med faa nyere Undtagelser, af oldnordisk Herkomst. Af henved tusinde Navne, som jeg har samlet og ordnet, finder jeg, at der er 71, som ende paa setter (oldn. setr), 105 paa ster (Sammendragning af setter), 29 paa sta (Sammentrækning af samme), 115 paa garth (oldn. garðr), 60 paa house (oldn. hús, og nutil- dags udtalt saaledes, og ikke som det engelske Ord house), 55 paa land (oldn. land), 59 paa ness (oldn. nes), 24 paa burgh (oldn. borg), 44 paa wick (oldn. vik), 23 paa firth (oldn. fjørðr), 32 paa dale (oldn. dalr), 15 paa ting (oldn. þing), 28 paa houll, 42 paa field, 21 paa brake, 29 paa pund, 11 paa wall, 19 paa voe, 16 paa toft eller thoft, 16 paa 'lee eller lea, 11 paa gardie, 10 paa gord, 9 paa hammer, 10 paa quoy: ialt 854; de øverige uclas- sificerede ere for en stor Deel enestaaende Benævnelser.
194
Navne af en mere almindelig Betydning, som setter, garth eller house, ere de hyppigste. Med et adskillende Fortillæg be- tegne de Stedet som en vis Persons Bolig: som Olla-garth, Vola-setter; eller som tilhørende en særlig Localitet: Easter- house, Dal-setter--. Stder, der endes paa houll, have en høi Be- liggenhed, de paa dale ligge i Dale, paa burgh i Nærheden af en burgh (udtal brogh) eller et rundt Taarn, paa wick nærved en aaben Bugt, paa voe nærved en Arm af Havet, paa ness paa et Næs og paa ting i Districter, hvor gamle Lovthing holdtes. Navenne paa de nuværende Kirkesogne vise, at disse Districter oprindelig bleve oprettede med Hensyn til Afholdelsen af deslige Thing: Aiths-ting, Del-ting, Ness- ting, Lunnas-ting, Sands-ting. Til bestemte Tider af- holdtes Omgangsthing paa disse Steder, saa at man gik ud fra og vendte tilbage til Overfogdens District (Þingavøllr) Ting-wall, een Gang om Aaret(fn1).
Den ældste og almindeligste Maade var (som Tilfældet altid er hos primitive Nationer) at betegne en Mand enten efter hans Faders Døbenavn(fn2), eller efter hans eget Opholds- sted. Det er først i en forholdsviis seen Tid, at Familie- navne ere blevne indførte. I shetlandske Retsacter fra Be- gyndelsen af det 17de Aarhundrede finde vi Folk betegnede ved deres Fornavne og Opholdssted s. f. Ex. William a Quoyis, Magnus in Dafirthe(fn3). Og lige indtil den Tid, ja
195
længe efter, forandredes Familienavnene med hver Generation, saa at f. Ex. John Thomas-son's Søn kaldtes Magnus John's-son, dennes Bjørn igjen Magnuson eller Manson— Pigebørnene med Ordet „Datter“ føiet til Faderens Navn. En anden Skik gjorde imidlertid Sagen endnu mere ind- viklet. Det var ofte Tilfældet, at den ene Søn beholdt Fa- derens Efternavn, imens den andens Efternavn dannedes af Faderens Fornavn, saa at f. Ex. Magnus Peterson's anden Søn kaldtes Robert Peterson, hvorimod hans ældre Broder benævntes Eric Magnuson og Datteren Margaret Peter's- daughter. Den næste Generation kaldtes da efter Behag Magnuson eller Peterson eller Ericson eller Robertson og saaledes fremdeles, indtil det tilsidst aldeles ikke var til at hitte Rede i. Denne Skik har holdt sig lige til den Dag idag, saa mange endnu levende Personer findes be- nævnte i Overeenstemmelse med samme. Den vil imidler- tid om ikke ret lang Tid sig som en Følge af det nylig med Hensyn til Registreringen af Fødslerne indført System, der fordrer en nøagtig Navnebetegnelse. En stor Deel af Navnene paa Shetland ende nutildags paa son.
De engelske Lyd af th findes ikke i Shetlandsk. Det bløde th udtales som d, det haarde som t, saa at f. Ex. Ordene „thinkest thou that?“ af Shetlænderne udtales „tinkst du dat?“, og det personlige Stedord bliver eens- lydende med dets høitydske Synonym. Denne Skjelnen imellem en haard og en blød Lyd af th, der fandt Sted i Oldnordisk, hvor hver af dem betegnedes ved et særeget Bogstav, træffes endnu den Dag idag paa Shetland i Scan- dinavernes directe Efterkommeres Udtale. Et lidet Antal
196
Fællesnave og mange Stedsnavne have et i eller y efter Begyndelsesconsonanten, e. Ex. gio, en Vig (haardt g); Fyele, Byosto, Navne paa „towns“(fn1). Dette er en i Engelsk ukjendt Lyd. I nogle Tilfælde forandres w til v, en Forandring, der ligeledes forekommer I Folkesproget paa Nordostkysten af Scotland. Den i Engelsk ubekjendte Lyd af franks u og tydsk ö og ü, er en af den allerhyppigste i Shetlandsk, og Gutturaler forekomme ligeledes ofte, ligesom i Tydsk og Lavland-Scotsk. Det engelske oo (som i moon, spoon) forvandles ialmindelighed til det franske eller tydske ö eller u, og det engelske k til et gutturalt ch. Det fortjener derhos at bemærkes, at der iblandt det til Fiskeri, Søfart, Veirligets Forandringer, Agerbrug og ialmindelighed til det daglige Livs Sysler hørende Ordforraad findes et større Antal reent oldnordiske Ord, der bestandig have været og endnu ere i stadigt Brug, end iblandt de andre Kredse vedrørende Ud- tryk. Saaledes er f. Ex. det gængse Udtryk for Fiskeri paa Dybet „Haaf-fishing“, for Foraaret „the Vor“, for et Baadeskkur „the noost“, reent oldnordiske Ord, der have be- varet deres oprindelige Betydning og Lyd(fn2).
Men den Eiendommelighed, der hovedsagelig adskiller denne Dialect fra andre, selv fra dens Naboer i det nord- lige Scotland, er den gjennemgaaende Brug af det personlige Stedord i Enkelttallet (du, samme Lyd som det tydske de). Dette Stedord bruges altid i Tiltalen med samme Begrænds- ning som i Tydsk. Det bruges saaledes i Tiltale til
1. Slægtninge og Venner, til Børn af deres Forældre og i den laveste Classe til Forældre af deres Børn; i de
197
høiere Classer derimod tiltale Forældre deres Børn med Stedeordet i Enkelttallet, disse hine i Fleertallet.
2. Tjenestefolk og Undergive.
3. Undergivne af deres Overmænd, selv naar de ere hinanden ubekjendte. Dette betragtes af Landalmuen som Hverdagsbrug til Adskillelse fra det fornemmere Fleertal. Almuesinanden anseer det for venligt og nedladende af en Fornemmere, naar denne siger Du til ham.
4. Børn af Voxne i alle Samfundsclasser.
5. I fortrolig Tales bruges det paa en kjælende eller spøgefuld Maade. En sarcastik Virkning gjør det, naar det bruges med overlagt Hu til en Person, med hvem den Talende ikke staaer paa nogen god Fod, og navnlig bliver det blandt de lavere Classer ofte benyttet paa en spot- tende Maade.
Fleertalsformen (you, eller almindeligere ye) bruges
1. i Tiltale til alle Ældre, Fornemmere og bedre Stillede.
2. i Tiltale til Fremmede af samme Stand sem den Talende. En Bonde fra een Kant af Landet tiltaler een fra en anden Egn med „you“. Brugen af Enkelttalsstedeordet vilde i sligt ed Tilfælde undertiden støde som en upassende Fortrolighed.
3. I Bebreidelser bruges det som den høitideligste og strengeste Taleform. Naar en Fader sætter sit Barn irette, forandrer han ofte Stedeordets Tal for at give Irettesættelsen større Eftertryk, og denne Forandring betragtes i og for sig som en Tilretteviisning.
Som med andre Dialecter er det ogsaa her Tilfældet, at
hver Generation nærmer sig mere og mere til Landets her-
skende Talesprog. For et halvhundrede Aar tilbage var
Forskjellen langt skarpere end nu. Den centraliserende Re-
gjeringsmethodes Omsiggriben, Transport- og Handelsfor-
bindelsernes voxende Hurtighet og det som en Følge deraf
198
stedse hyppigere og hyppigere med andre Dele af Riget, den stigende Udvikling af Godtkjøbsudgave-Systemet i den engelske Literatur og Opdragelsesvæsenets Forbedring — Alt forbereder Provindsdialecternes Opgaaen i Landets dannede Talesprog. Om nogle faa Generationer vil den shetlandske Dialect regnes til de Gjenstande, der „engang have existeret.“
Fadervor i en oldnordisk Dialect talt paa Øen Foula, Shetland, omtrent 1770. Taget af Low's Reise i 1774 (Haandskrift). (Barry, History of the Orkney Islands, 2 ed. by Headrick, Lond. 1808, pag. 487.)
Fy vor o er i Chimeri. Halagt vara nam det. La konungdom din cumma. La vil din vera guerde i vrildin sindacri Chimeri. Gav vus dagh u dagloght brau. Forgive sindorwasa sin vi forgiva gem ao sinda gainst wus. Lia wus ski o vera tempa, but delivera wus fro adlu idlu, for do i ir konungdum, u puri, u glori. Amen.
Parabelen om den forlone Søn i shetlandsk Dialect, Luc. 15, 11—32.
V. 11. An he sed, A sertan man hæd twa suns:
12. An da yungest o dem sed til his fæder, Fæder gie me da pairt o da guds it faas t' me. An he pairted his leevin atween dem.
13. An no mony days æfter, da yungest sun gaderd aa tægeder, an took da gæt til a far cyuntry, an spent aa dere in bad leevin.
14. An whin he hæd spent aa, der kam a grit fæmin in dat laand, an he begüd ta be in want.
15. An he güd an feed wi a man o dat kyuntry, an he pat him oot ta keep swine,
199
16. An he wid fain hæ filt his belly wi da brucks da swine iit, an næ man gæ oucht til him.
17. An whin he kam til himsel he sed, Hoo mony feed servints o me fæders hæ bred enoch an ta spare, an I faant wi hungr.
18. I'll rise an gæng ta me fæder an 'll sæ til him, Fæder I hæ sinnd agenst heevn, an dee.
19. An im næ mair wirdy ta be caad dy sun; mak me as ane o dy feed servints.
20. An he rase an kam til his fæder. Bit whin he wiz yit a grit wy aff, his fæder saa him, an ran, an fell upun his neck and kæst him.
21. An da sun sed til 'im, Fæder I hæ sinnd agenst heevn, an in dy sicht, an im næ mair wirdy ta be caad dy sun.
22. Bit da fæder sed til his servints, Bring furt da best clæs an pit dem upun him; and pit a ring on his haand, an shün on his feet.
23. An bring here da fatted caaf, an kell 'im; an lat wiz æt an be mirrie.
24. Fur dis my sun wiz dæd an is leevin agæn; he wiz lost an is fun. An dey begüd t' be mirrie.
25. Noo da aaldest sun wiz i' da feeld: an as he wiz comin hame til da hoos, he hærd müsic an dancin.
26. An he caad ane o da servints, an axd what dis wiz.
27. An he sed til 'im, Dy bridder is kum; and dee fæder hæs kellt da fatted caaf, becaas he hæs gotten him back safe an soond.
28. An he wiz tirn, an wid na gæng in, sæ kam his fæder oot an entræted him.
29. An he anserin, sed til his fæder, Noo dis mony years dü I serve dee, nædder brook I dy commaands at ony time, an yit never gæ du me a kid, it I micht mak mirrie wi my freends.
200
30. Bit as süne as dis dy sun wiz cum, it hæs de- voored dy leevin wi hüres, du hæs kellt fur him da fatted caaf.
31. An he sed til 'im, Sun, du 's ever wi me, an aa it I hæ is dine,
32. It wiz richt da we shüd mak mirrie an be glæd: for dis dy bridder wiz dead an is leevin agæn; an wiz lost an is fun.
anm. Da denne Sprogprøve er saagotsom en ordret Gjengivelse af den authoriserede Oversættelse, maa man naturligviis ikke staae i den Tro, at den giver os et correct Billede af Idiomet og Constructionen. Den giver dog ialfald saa correct en Forestilling om Retskrivningen og Udtalen, som muligt, hvor Talen er om en Dialect, der ikke skrives, og i hvilken derfor Ordenes Stavning og Vocalernes Betegnelse nødvendigviis aldeles maa overlades til den Skri- vendes Godtbefindende.
Vocallydene ere:
| aa | som | engelsk | a in law, |
| a | — | — | a in bad, |
| ee | — | — | langt e, |
| e | — | — | kort e, |
| i | — | — | i in pit, |
| o | — | — | o in morning, |
| u | — | — | u in sun, |
| æ | — | fransk | e i être, |
| ü | — | tydsk | ü eller fransk eu i peur. |
Den fortjente Sproggranske, Prinds Louis Lucien Bo- naparte yttrer, i et nylig modtaget Brev til vort Selskabs Secretair, sin Beklagelse over, at der paa Orknøerne og Shetlandøerne nu (1860) ikke er mere tilbage i Talesproget af det tidligere der brugte oldnordiske Tungemaal. „Jeg fik imidlertid“, forklarer han, „paa Unst og Foula den Under-
201
retning af gamle Folk, at „norn“ endnu ved Aaret 1780 taltes der af nogen Deel af Beboerne (une quelque dou- zaine de personnes), isært paa Unst, og jeg har selv talt med to Oldinge, som meget godt erindrede, at de havde hørt dette Sprog tale.“