Om Sproget paa Shetlandsöerne
190
Den oldnordiske Dialect, nu sædvanlig kaldt Norse, der taltes paa Shetlandsøerne indtil og noget efter deres Pantsættelse til den scotske Krone, vedblev med gradvise Forandringer at være den herskende der ligetil i det 18de Aarhundrede, da den aldeles uddøde. Forandringen i Overhøiheden over Øerne bidrog i alle Maader baade middelbart og umiddelbart til en Modificering af deres gamle Maal, til dets mere og mere om sig gribende Forvanskning og dets endelige Fortræn- gelse af de nye Herrers Sprog. Thi hvorvel de scandina- viske Tider gamle Rettigheder og Sædvaner meer end et Aarhundrede igjennem ikke alene taaltes, men udtrykkelig bekræftedes af Lovgivningen(fn1), var dog den herskende Classe scotsk og alle offentlige of officielle Forhandlinger foretoges i dette Sprog. Den stadige Indvandring af forarmede og rovgjerrige Eventyrere fra Scotland, som medbragte deres eget Maal, Sæder, Skikke og religieuse Vedtæger, bidrog ligeledes i høi Grad til at fortrænge det oldnordiske Element. Og da see i Tidens Løb det hele Land med faa og ubetydelige Undtagelser var faldet i Hænderne paa den begunstigede Race; da de Indfødtes gamle Odelsrettigheder, tiltrods for deres gjentagne høitidelige Bekræftelse fra det scotske Par- laments og den høieste lovlige Autoritets Side(fn2), paa en uret- færdig og tyrannisk Maade vare undertrykte; da de lovlige
191
Besiddere, hvis Adkomst støttede sig paa Arveretten, den gamle fra Scandinavien medbragte Odelsret og Vedtægt, vare drevne fra Eiendommen efter tvungne til med ødelæggende Op- offrelser at underlægge Lehnsherrer Grundstykker, som deres Forfædre ikke engang indrømme de norske Konger Lehns- høihed; da Retsbetjente og Geistlige udelukkende talte den herskende Races Sprog; da, sage vi, maatte Øernes gamle Modersmaal nødvendigviis blive et Underordnelsens Mærke og rask ile sin Opløsning imøde.
Med alt dette fandtes der endnu i det attende Aar- hundrede gamle Folk, der kunde tale det gamle Maal. I de fjernest liggende Øer i Gruppen holdt det sig længst. Unst, den nordligste Ø, var, ligesom den var fen første, der optog Scandinaverne, ogsaa en af dem, der senest glemte deres Maal(fn1); ligetil Slutningen af det nævnte Aarhundrede kunde Levninger af Oldnordisk endnu sporer der. Paa Foula, den vestligste, af den hele Gruppe mest isolerede Ø, holdt det sig næsten lige til vore Dage. For ikke fulde hundrede Aar siden blev Fadervor der nedskrevet efter Dic- tat af en gammel Kone(fn2), født paa denne Klippeø, „fjernt
192
ude i det barske Hav.“ Omtrent paa samme Tid kunde man ligeledes endnu i Udkanter af Landet høre Fragmenter af gamle Viser og Ballader, kun halvt forstaaede af selve de gamle Koner, der sang dem. Nu ere de aldeles for- svundne og med dem de sidste directe Spor af hiint gamle Maal (af den senere Tids Bønder kaldet the „Norn tung“(fn1)), der af dem betragtedes med en særegen Ærefrygt som Levningen af et hemmelighedsfuldt Sprog, i hvilket Seere og mægtige Troldmænd i gamle Dage nedlagt deres dybeste Hem- meligheder, og i hvilket Udtrykkene i sig selv besad en skjebnesvanger, hemmelighedsfuld Kraft.
Men ihvorvel det Oldnordiske saaledes er aldeles forsvun- det som Folkets Modersmaal betragtet, har det dog lige til den Dag idag efterladt talrige Spor i Folkesproget. Den Dialect, der nu tales paa Shetland, er forskjellig fra alle scotske. Den ligner derimod noget den, der tales paa Orkney og Caithness, hvilket ogsaa var at vente, da disse sidste lige- ledes bleve undertvungne og coloniserede af Nordboerne. Men ihvorvel mange, længere syd paa ubekjendte, Ord ere fælles for Shetland, Orkney og Caithness, er der dog en stærkt fretrædende Forskjet imellem det førstes og de tvende sidstes Sprog. Langs hele Østkysten af England og Scotland bærer Folkesproget slaaende Vidnesbyrd om de Danskes Indfald(fn2), og det desto mere, jo nordligere man gaaer. Man naar man endog i disse Districter kan spore det nor- diske Præg, hvor langt mere fremtrægende maa det da ikke være i Sproget paa Shetland?, der for ikke længer end tre til fire hundrede Aar tilbage udgjorde en integrerende Deel af Dan- mark-Norge, hvis Handel ligetil Begyndelsen af indeværende Aarhundrede hovedsagelig dreves paa hine Lande og Ham- borg og hvor, for ikke meer end tredive Aar tilbage, danske
193
Penge curserede ligesaa godt som engelske. Det stadige Samkven med Holland flere Aarhundreder igjennem maa ligeledes tages i Betragtning ved Bedømmelsen af Sprogets Forandringer. En Mængde Mennesker af den laveste Classe i Lerwick tale nutildags flydende Hollandsk, og for halvtred- sindstyve Aar tilbage var Kjendskabet til dette Sprog endnu langt mere udbredt iblandt alle Classer paa Øerne. Under saadanne Omstændigheder er der intet Under, at vi finde Almuesproget farvet af Festlands-Udtryk og Talemaader og at dets grammatiske Bygning ofte viser en nøiere Tilslutning til Teutonisk og Scandinavisk, end til den Angelsachsiske Green af det store germaniske Sprog.
Enhver beboet Localitet, om den end kun bestaaer af et enkelt Huus, kaldes „a town“(fn1) og har sit eget Navn. Alle disse Stednavne ere, med faa nyere Undtagelser, af oldnordisk Herkomst. Af henved tusinde Navne, som jeg har samlet og ordnet, finder jeg, at der er 71, som ende paa setter (oldn. setr), 105 paa ster (Sammendragning af setter), 29 paa sta (Sammentrækning af samme), 115 paa garth (oldn. garðr), 60 paa house (oldn. hús, og nutil- dags udtalt saaledes, og ikke som det engelske Ord house), 55 paa land (oldn. land), 59 paa ness (oldn. nes), 24 paa burgh (oldn. borg), 44 paa wick (oldn. vik), 23 paa firth (oldn. fjørðr), 32 paa dale (oldn. dalr), 15 paa ting (oldn. þing), 28 paa houll, 42 paa field, 21 paa brake, 29 paa pund, 11 paa wall, 19 paa voe, 16 paa toft eller thoft, 16 paa 'lee eller lea, 11 paa gardie, 10 paa gord, 9 paa hammer, 10 paa quoy: ialt 854; de øverige uclas- sificerede ere for en stor Deel enestaaende Benævnelser.
194
Navne af en mere almindelig Betydning, som setter, garth eller house, ere de hyppigste. Med et adskillende Fortillæg be- tegne de Stedet som en vis Persons Bolig: som Olla-garth, Vola-setter; eller som tilhørende en særlig Localitet: Easter- house, Dal-setter--. Stder, der endes paa houll, have en høi Be- liggenhed, de paa dale ligge i Dale, paa burgh i Nærheden af en burgh (udtal brogh) eller et rundt Taarn, paa wick nærved en aaben Bugt, paa voe nærved en Arm af Havet, paa ness paa et Næs og paa ting i Districter, hvor gamle Lovthing holdtes. Navenne paa de nuværende Kirkesogne vise, at disse Districter oprindelig bleve oprettede med Hensyn til Afholdelsen af deslige Thing: Aiths-ting, Del-ting, Ness- ting, Lunnas-ting, Sands-ting. Til bestemte Tider af- holdtes Omgangsthing paa disse Steder, saa at man gik ud fra og vendte tilbage til Overfogdens District (Þingavøllr) Ting-wall, een Gang om Aaret(fn1).
Den ældste og almindeligste Maade var (som Tilfældet altid er hos primitive Nationer) at betegne en Mand enten efter hans Faders Døbenavn(fn2), eller efter hans eget Opholds- sted. Det er først i en forholdsviis seen Tid, at Familie- navne ere blevne indførte. I shetlandske Retsacter fra Be- gyndelsen af det 17de Aarhundrede finde vi Folk betegnede ved deres Fornavne og Opholdssted s. f. Ex. William a Quoyis, Magnus in Dafirthe(fn3). Og lige indtil den Tid, ja
195
196
197
198
199
200
201
retning af gamle Folk, at „norn“ endnu ved Aaret 1780 taltes der af nogen Deel af Beboerne (une quelque dou- zaine de personnes), isært paa Unst, og jeg har selv talt med to Oldinge, som meget godt erindrede, at de havde hørt dette Sprog tale.“