Om sproget på Hjaltlandsøerne
201
Efter opfordring af oldskriftselskabets secretair tilföjer jeg nogle bemærkninger til forgående afhandling, først om Hjaltlandsøernes gamle (nordiske) sprog, og derpå om deres ny (skotske) mål.
1. De vidnesbyrd om det nordiske sprogs tidligere bevarelse og senere fortrængelse på Orkenøerne og Hjalt- landsøerne, som jeg har samlet, ere følgende. I Ben's beskrivelse of Orkenøerme, 1529, anfører han, at deres indbyggere tale et eget sprog, og som exempel på det anfø- rer han, at istedetfor „guid day, guidman“ sige de goand da boundæ (= góðdan dag, bóndi!)(fn1). Derimod siger Mackaile
202
i mitten eller slutningen af de 17de århundred, at, omendskönt det var meget rimeligt, at beboerne af Orkenøerne i gammel tid blot havde talt „Noords, or rude Danish“, så var der nu alene tre eller fire sogne, især på Mainland, hvor dette sprog blevet talt, og det især, når de vare i deres egne huse, men alle talte skotsk (the Scots language), således som an- dre almuefolk talte det(fn1). J. Wallace, en præst på Orken- øerne, siger i An account of the islands of Orkney, Lon- don 1709(fn2), at alle på Orkenøerne tale engelsk, efter den skotske måde (English, after the Scots way); blot nogle af almuen tale imellem sig selv et sprog, som de kalde „Norns“(fn3); han anfører fadervor på dette sprog, men han synes dog ikke, at sproget rigtigt ligner danks eller norsk (the Danish or Norwegian language), og trot derfor, at det snarere er pik- tisk — Pikterne ere ifølge ham af tysk oprindelse —; det er imidlertid meget tydeligt, at sproget er nordisk. J. Brand siger i A brief description of Orkney, Zetland, Pightland-
203
Firth and Caithness, Edinb. 1701(fn1), at Orkenøernes beboere i almindelighed tale engelsk, enkelte af øerner havde dog deres særegne ord og udtryk; der var ligeledes nogle, som talte „Norse“, som han kalder det, især på Mainland, så- ledes som der i sognet Hara var nogle få nulevende, som ikke kunde tale andet; „Irish“, det vil vel sige gaelisk, kunde ingen på Orkenøerne tale, skönt den største del i Caithness kunde, heller ikke kunde nogen i Caithness tale „Norse“, skönt somme på Orkenøerne endnu kunde göre det. I den korte skildring af Orkenøerne, som står foran i Murdoch Mackenzie's „Orcades: or a geographic and hydro- graphic survey of the Orkney and Lewis island, in eight maps“, London 1750, bemærkes det(fn2), at de bevarede en smule af det gamle sprog, som man kaldte „Noren“; for 30-40 år siden var det det almindelige i to sogne på Mainland, men siden den tid var det formedelst fattigskolerne(fn3) blevet udslettet i den grad, at det ikke blev forstået af nogen uden gamle folk(fn4). Efter hvad der fortælles hos Barry(fn5) hørte 1756 eller 1757 en indfødt, som på en rejse fra Kirkwall til Birsa logerede en hel net i et hus i Harra, til sen overraskelse to gamle mænd i en time eller længere tale sammen i et ubekendt
204
sprog, som han ved forespørgsel erfarede var „the Norse language“. Hvad Hjaltlandsøernes beboere angår, be- mærker Brand i hans för nøvnte Description of Orkney, Zetland o. s. v., 1701(fn1), at engelsk er det almindelige sprog iblandt dem, dog tale mange af almuen „Norse or corrupt Danish“, især der, der leve på de mere nordlige øer, ja det er så almindeligt på somme steder, at det er det første sprog, börnene tale; adskillige tale ligeledes godt hollandsk, selv tjenestefolk, skönt de aldrig have være ude af landet, på grund af de mange hollandske skibe, som besøge hav- nene; der er dem, som have noget af alle tre sprog, en- gelsk, hollandsk (Dutch) og norsk (Norse); skönt det norske ikke var aldeles uddod paa Orkenøerne, var der på Hjalt- landsøerne dog langt mere af det, som mange brugte al- mindelig; „i nogle ord er .. deres udtale“ (af engelsk) „for- skellig fra vor“, der sagde således tree for three; „de have også nogle norske ord (Norish words), som de bruge al- mindelig, som vi ikke forstode, inden de bleve forklarede“, altså nordiske ord, som anvendtes i engelsk (skotsk) tale; Brand nævner som exempler air a sand bank, oyse an inlet of the sea, voe a creek or bay. Det første er oldnordisk eyrr(fn2), det andet formodentlig óss, det tredje vágr. 1774 besøgte Low Hjaltlandsøerne; det var — såvidt jeg kan skönne, er talen om øen Foula — dengang kun få, der kunde tale det gamle sprog; der var kun lidet mere tilbage end navnene på nogle få genstande (det vil sige nordiske navne, anvendte i den skotske tale) og to eller tre gamle sange (two or three remnants of songs), som en gammel mand kunde fremsige, skönt usikkert(fn3); kort för Lows rejse