Det norrøne sprog på Shetland

1

KAPITEL I.

Inledning.

Skønt Shetlandsøerne nu i mere end 400 år have været en skotsk provins, er almuens følelse af det gamle slægtskab med de nordiske folk endnu meget levende, og gennemsnits- shetlænderen har endnu den dag idag meget stærkt udprægede nordiske sympatier og skotske antipatier. En nordbo bliver på Shetland altid modtagen som en ven og frænde, en skotte i reglen som en uvelkommen fremmed — noget, hvori der først i den allernyste tid med den udviklede handelssamkvem mellem Skotland og Shetland er begyndt at indtræde en for- andring. Dette forhold, som mange skotter nutildags have ondt ved at forstå, finder let sin forklaring, når man be- tragter øernes historie lidt næmere.

Som bekendt bleve Shetlandsøerne omtrent samtidig med Færøerne og Island befolkede fra Norge og vare siden en provins af dette land både før og efter dets union med Dan- mark, indtil kong Christiern den første i 1469 pantsatte øerne (samen med Orknøerne) til Skotland for den medgift, han havde forpligtet sig til at udrede i anledning af sin datter Margrethes giftermål med den skotske konge Jakob den tredje.

Skønt det ved pantsættelsen fra dansk side blev gjort til betingelse, at der fra skotsk side ikke måtte gøres ændringer

2

i øernes gamle love og institutioner, såsom agten var at gen- indløse øerne, finde vi, at der c. 1600 er vendt ganske op og ned på de gamle forhold. På grund af de urolige forhold i Skotland og Shetlands fjærne beliggenhed kunde de skotske jarler, som havde øerne i forlening, skalte og valte, næsten som de vilde. Særlig beygtede ere Robert Stewart og endnu mere hans søn Patrick Stewart blevne (sidste halvdel af det 16de århundrede). På grund af deres nære slægtskab med det skotske kongehus (jarl Rovert var en uægte søn af kong Jakob den femte), turde de uden at frygte for lovens hævn tillade sig næsten al overfor den shetlandske almue. Skatterne bleve forøgede efter magthavernes eget tykke, mål og vægt bleve idelig forhøjede(fn1)) og bismerne forfalskede, odelsgodset blev gradvis listet ud af hæderne på den uoplyste og god- troende shetlandske bondestand og over i hænderne på skotske æventyrere, hvoraf mange svang sig op til at blive store ejendomsbesiddere, medens de shetlandske bønder nedsank til en fattig og fortrykt af små forpagtere, der lige indtil udstedelsen af the crofters' commission act i 1886 kun vare at betragte som slaver af lairderne (godsejerne).

Under Patrick Stewart forsvandt Shetlands gamle lovbog, som han siges at have tilintetgjort for at kunne drive friere spil. Da det ikke vilde lykkes for ham at få øernes gamle lovgivende forsamling, lagtinget, med sig, skød han den til side og skabte ifølge traditionen et nyt lagting, sammensat af hans egne venner og yndlinge, som ikke havde i sinde at lægge ham hindringer i vejen. Således fik hans forordninger dog et vist skin af lovlighed. Det er ikke stedet har at gå

3

nærmere ind på jarl Patricks regimente eller på Shetlands historie i det hele taget, som kun vilde blive en undertryk- kelsens saga. Jeg skal her kun tilføje, at Shetlændernes klager over Patrick Stewart tilsidst nåede kronens øre, bleve under- søgte og funde berettigede, og Patrick blev, efter at være afsat fra sit embede, ført til Edinburgh og sat i fængsel. Hans hoved faldt for øksen i 1615. Men dette førte ikke til andet end, at kronen annekterede alt det shetlandske lens- gods. Den shetlandske almue fik intet af, hvad der var fra- taget den, restitueret. Efter nogen tids forløb bleve så øerne atter givne i forlening — og benhandlede omtrent ligesom før.

Om lagmansinstitutionen er der på Stewarternes tid ikke længer tale. Derimod omtales fogedinstitutionen. Under de nævnte jarler bliver efterhånden alle de gamle former i øernes styrelse afskaffede og erstattede med skotske. Lagtingsmøder omtales dog (ifølge Hibbert) også efter Stewarternes tid og endda så sent som i 1670.

Den hensynsløse måde, hvorpå Shetlandsøerne ere blevne behandlede i den tid, de have hørt til Skotland (jeg siger Skotland og ikke der britiske rige, de øerne fra først til sidst have været ganske særlig knyttede til det førstnævnte land), har hos befolkningen avlet en gennem traditionen stadig næret uvilje til skotterne og alt skotsk, en uvilje, som først nu begynder at forsvinde. Em omstændighed, som her også bør tages i betragtning, er øernes temmelig isolerede belig- genhed, da der som følge af denne ikke kom nogen regel- mæssig forbindelse i stand med Skotland før ind i dette år- hundrede (den shetlandske handel var hele tiden bleven dreven dels på Bergen (fn1)), dels på Hamborg, Lübeck og Bremen). På den anden side er det vistnok de alt nævnte forhold, som

4

have medført, at Shetlænderne endnu med så stor forkælig- hed mindes den tid, de øerne hørte til Norge og Danmark.

Endnu så sent som i 1774 kan skotten Low i sin omtale af Shetlænderne skrive: »Most of their tales are relative to the history of Norway; they seem to know little of the rest of Europe but by name; Norwegian transaction they have at their finger's ends.«

---

Med den oprindelige befolknings sociale og økonomiske underkuelse går sprogforvanskningen, om den end kommer lidt senere, hånd i hånd. Den norrøne dialekt bliver alt mere og mere blandet med lavskotsk.

Allerede i jarlerne R. og P. Stewarts tid synes det i be- folkningen indtrængte skotske element at have været meget talrigt. De lange navnelister (meddelte in extenso hos D. Balfour), som findes under de mod de nævnte jarler fra be- folkningens side rettede klager, fremvise at meget btydeligt antal skotske navne. Den lille shetlandske befolkning var ved askillelsen fra Danmark-Norge bleven åndeligt og sprog- ligt isoleret, en omstændighed, som i høj grad måtte for- mindske dens modstandskraft overfor den fortsatte skotske påvirkning. Almuen begyndte efterhånden, men vistnok først efter en modstand, ovenpå hvilken en slaphedsperiode fulgte, at betragte det som fint at antage skotske ord og vendinger og at undsé sig ved a bruge de gamle hjemlig ord, hvis hjemmel og berettigelse almuen lidt efter lidt tabte forståel- sen af. Og da udvikligen nu engang var kommen ind i dette sport, nåede man tilsidst så vidt, at det at tale den rene hjemlige dialekt i manges øjne var tegn paa mangelfuld dannelse. I det 17de århundrede er vistnok forvanskningen af Norn i gang, men det er ikke før ind i det 18de århundrede, at denne bevægelse tager fart.

5

Det kan måske have sin interesse at høre, hvad ældre forfattere, som have screvet om Shetland, have at sige om sproget på disser øer.

I Brands Description of Orkney, Zetland etc. (1707) siges, at engelsk er det almindelig talte sprog(fn1), »dog tale mange af almuen Norse eller fordærvet dansk, især der, der leve på de mere nordlige øer: ja, det er så almindeligt på somme steder, at det er det første sprog, børnene tale« (K. J. Lyngby i Annaler f. nord. oldk. 1860). — I Martins Brief Description of the Isles of Orkney and Schetland (1716) siges om begge øgruppers beboere, at de »i almindelighed tal det engelske sprog, men mange iblandt dem bevare det gamle danske sprog, især på de mere nordlige øer« (A. Laurenson i Annaler f. nord. oldk. 1860).

I »The general grievances and oppressions of the isles of Orknay and Schetland« (1750) hedder det, at det gamle sprog på disse øer »først var kommet af brug i den daværende tidsalder formedelst de engelske skoler, der vare oprettede af selskabet for at fremme kristelig kundskab; heller ikke var det endnu gaaet ganske af brug, da gamle folk endnu havde beholdt det« (K. J. Lyngby, sammesteds).

Omkring 1700 skulde altså efter Brand og Martin engelsk være blevet det almindelige sprog på Shetland, og i det sidst anførte citat fremhæves endog, at det er den børnene på engelsk meddelte religionsundervisning, som har givet den gamle dialekt dødsstødet. Man desværre kan man ingen lid fæste til disse forfattere, som kun have haft et meget flygtigt kendskab til Shetland. Engelsk i egenlig forstand har aldrig været den shetlandske almues daglige omgangssprog; det var lavskotsk (til hvis nordlige gren også A. J. Ellis i »The Existing Phonology of English Dialects«, part V af »Early English Pronunciation«, henregner Shetlandsdialekten), som

6

fortrængte »Norn«(fn1). Imidlertid have Shetlænderne sikkert allerede før 1700 haft kendkabe til det engelske bog- sprog (navnlig gennem religionsundervisningen, som det fremgår af ovenanførte citat) og vel også været i stand til at tale dat(fn2). Engelsk have de da af naturlige grunde grunde fore- trukket at benytte i stedet for deres hjemlige dialekt i sam- tale med fremmede, som vel kunne have misforstået for- holdet og (på grund af Shetlændernes særegne udtale af engelsk) troet, at dette var stedets dialekt. Der haves i nu- tiden talrige eksempler på sådanne misforståelser, hvorved fremmede, som kun have aflagt øerne et flygtigt besøg, have forvekslet det af almuen i samtale med dem benyttede engelsk med den lokale dialekt.

Heller ikke kan lavskotsk c. 1700 have været almindelig talt for Norn på Shetland. Det lader sig ikke forlige med den omstændighed, at dialekten som helhed endnu i slut- ningen af det 19de århundrede er ganks gennemsyret af norrøne ord, hvilket ordforråd for hvert slægtled, som er svundet i løbet af de sidste halvandet hundrede år, er blevet ringere og ringere, og da vel navlig i løbet af de allersidste slægtled.

Når det hos så mange (både ældre og yngre) forfattere, som omtale Shetland, hedder, efter Norns iddøen dér ere af dette sprog kun navnene på nogle få genstande bevarede, er dette kun en almindelig frase, som beror på uvidenhed om de faktiske forhold, der aldrig have været tilstrækkelig undersøgte.

7

Thomas Edmondstons »Etymological glossary of the Shet- land and Orknet dialect(fn1), undgivet i Transactions of the Philological Society (London), indeholder 3 à 4000 ord. De deri indeholdte særlige Orknøord ere forholdsvis få, og regner man dem tilligemed de ord hos E., som ere af ikke- nordisk eller af skotsk oprindelse (eller fordærvet engelsk) for en tredjedel af bogens ordforråd, bliver altid c. 2000 norrøne ord tilbage(fn2). Og der er så langt fra, at E. udtømmer det særlig shetlandske ordforråd, at min samling indeholder en del tusinder utvivlsomt norrøne ord, som E. ikker har fået med(fn3).

Af dette ordforråd kan dog næppe mere end halvdelen siges at være gængs endnu in almindelig daglig tale. Af de øvrige ord ere en stor del særlige for visse egne og øer, en stor del sjældne, hyppigt kun erindrede eller lejlighedvis brugte af enkelte gamle personer.

En omstændighed, som ikke bør lades uomtalt, hvor talen er om dialektens tilstand c. 1700 eller i beguyndelsen af det 18de århundrede, er den, at på dette tidspunkt levede endnu mange kvad i Norn på almuens læber og bleve almindeligt afsung til dans, den samme eller en lignende runddans som den, der endnu er gængs på Færøerne. Dansen beskrives af George Low i hans »Tour thro' Orkney and Schetland«, skreven 1774(fn4) (altså mere end et halvt århundrede senere

8

end det her omhandlede tidspunkt): . . . »There is one spe- cies of dance, which seems peculiar to themselves [ɔ: Shet- lænderne], in which they do not proceed from one end of the floor to the other in a figure, nor is it after the manner of a Scotch reel; but a dozen or so form themselves into a circle, and taking each other by the hand perform a sort of circular dance, one of the party all the while singing a Norn »visick«. This was formerly their only dance, but has now almost entirely given way to the reel.«

Hibbert (i »Description of the Shetland islands«, Edin- burg 1822) siger: »Not longer ago than seventy years [altså c. 1750] a number of popular historic balldas [ifølge sammenhængen at forstå om kvad in Norn] existed in Shet- land . . .« og på et andet sted: It was not many years be- fore mr. Low's visit to Shetland in 1774, that numerous songs, under the name of Visecks [altså kvad i Norn], formed the accompaniment to dances that would amuse a festival party during a long winter's evening.«

Et lille vers fra Unst, halvt i Norn, halvt i skotsk, som siges at stamme fra forrige århundrede, kaster ved sit indhold et vist lys over dialektenes tilstand på den tid. Talen er om en shetlandsk knøs, som har været i Skotland (Caithness) og er kommen hjem igen — noget på den tid meget sjældent — med forøgede sproglige kundskaber, hvoraf forældrene ere ikke lidet stolte. Verset er lagt i faderens eller moderens mund:

Də vārə gūə ti̇̄
when sonə mɩn guid(fn1) to Kadanes
häᶇ	käᶇ	ca’	rossa mare
»	»	»	bɩg bere
»	»	»	eld fire
»	»	»	klȯvan·di taings — —

9

»Det var i en god stund (tid), at (da) min søn gik til Caith- ness: Han kan kan kalde hoppe mare, byg bere, ild fire, ildtang taings« — —. Disse ganske dagligdags skotske ord have altså på den tid endnu ikke været i brug på Shetland (ialfald ikke Unst).

Om Norns forsvinden som talesprog på Shetland findes følgende udtalelser af den shetlandske forfatte Arthur Ed- mondston i »A view of the ancient and present state of the Zetland islands«, Edinburgh 1809: »The old Norse has long been wearing out, and the change appears to have begun in the southern extremity and to have been graduallz extended to the northern parts of the country. The island of Unst was its last abode, and not more than thirty years ago several individuals there could speak it fluently. It was preserved too, for a considerable length of time, in foula(fn1); but at present there is scarcely a single person who can repeat even a few words of it.«

Til dette sidste kan bemærkes, at når der endnu i 1894 fandtes folk på Foula, som kunde gentage sætninger i Norn (hvad jeg fik lejlighed til at høre), har dette også været til- fældet i 1809. At der nodlige øer have holdt på Norn ad- skilligt længere end det meste af det sydlige Shetland (f. eks. Dunrossness) er derimod utvivlsomt tilfældet, efter den om- stændighed at dømme, at de nordlige øer (Unst, Yell og Fetlar) er den del af landet, hvor der den dag idag findes mest bevaret af det gamle ordforråd. Derimod er det meget tvivlsomt, om selve den gamle dialekt holdt sig længere på Unst end på den isolerede ø Foula eller endog lige så længe. Ganske vist er på dette tidspunkt det norrøne element trængt mere tilbage i Fouladialekten (som tales af knapt halvtredje hundrede mennesker, medens Unst har en befolkning på over

10

2000), men af de brokker, der ere blevne bevarade som prøver på Norn, ere de, som tilhøre øen Foula, i fuldt så frisk minde som de Unst eller andre egne af Shetland tilhørende. Over- gangen fra det gamle til det nye (jeg taler her kun om sproget) synes, når man sammenligner det ældste og det yngste nulevende slægtled, at være gået hurtigere for sig på Foula end på noget andet sted i Shetland. — Den sidste mand på Unst, om hvem det heder, at hun kunde tale Norn (Walther Sutherland fra Skaw) døde c. 1850. Derimod for- tælles der på Foula om mænd, som levede en hel del ud over dette århundredes midte, at de kunde tale Norn. Med dette henimod århundredets midte og senere talte Norn har det dog næppe været synderlig meget bevendt. Forskellen imellem det og det nulevende ældste slægtleds dialekt har næppe be- stået i stort andet end, at det hat været betydelig stærkere isprængt med norrøne ord, som de yngre ikke have forstået. Ligeledes have de omtalte personer haft et vist ry, fordi de kunde fremsige visestumper, rim og talemåder m. m. i Norn, sådanne ting, som andre havde glemt. Hvad jeg her lægger vægt på, er kun den omstændighet, at der så langt ind i dette århundrede har været talt en dialekt, som navn af Norn og følgelig må have været ikke så lidt mere gammel- dags end den nuværende dialekt.

De to nævnte øer ere imidlertid ingenlunde de eneste steder, hvor et sådant forhold har hersket. På Yell og Fetlar må udviklingen siges at være foregået omtrent samtidig med den, som har fundet sted på Unst, og også dér har i den første halvdel af århundredet en gammeldags dialekt, som blev kaldt Norn været talt af enkelte personer. Også om enkelte andre egne af landet, hvoriblandt kan nævnes sognet Conningsburgh (i Syd Shetland), et sted, som i mange hen- seender danner en modsætning til de omliggende egne, kan det samme siges, skønt Norn dér sikkert er forsvundet lidt tidligere end på de før nævnte steder.

11

Nogle få løsrevne sætninger og udtryk citeres endnu af enkelte ældre folk som prøve på den i dette århundredes første halvdel benyttede ældste dialektform:

Kwārna fārna? (Fo), hvor går du hen?

Spoᶇna lɩgəre (lɩgəne) glegan (Fo), skéen lígger i vinduet, spónninn liggr í glygginu(m).

Mādər to de bjadni (Fo), mad til barnet.

Ø‘lt ɩ rɩgən (Uⁿ), jeg føler smerte i ryggen, ilt í hrygginum.

Fō me a dək (U^v, giv mig noget at drikke (en drik), fá mér (ein) drykk.

Skȯᶇdi (skȯᶇd dee), pjâgi (U^s), skynd dig, din nøler

(pusler); jfr. fær. pjak (F. A.).

to lāg de ᶄø̄r(ə)n (U, Fe?), at flyttene køerne, laga kýrnar.

Nu alm.: to mȯn de baess (on. muna, at flytte).

Oba dȯᶇa (C), åbn døren, opna(fn1) dyrnar.

Dat vil ses, at småord som »til«, »at«, »mig«, »en« ere blevne engelske, og at den bestemte artikel i et par tilfælde er bleven forstenet, idet »de« (the) er sat foran ordet (de bjadn-i, de ᶄø̄r-(ə)n).

På Foula mindes man endnu den gamle hilsen Godən dāg (også citeret: Dogən dāg), med genhilsen: Godən (dogən) dāg tɩl dōrā, goddag til Dem!

Et par samtalebrudstykker ere blevne bevarede i en temmelig mishandlet form:

a) fra Foula en ordveksel mellem et par gamle mænd:

Ja‘rta, bodəna kɔməna ro‘ntəna (ro‘təna) Kɔmba
(eller: Ja‘rta, bota koməna ro‘mpa (romba) Komba).
Kwatə jāda? eller: Kwata ita?
Dæfnajōr(n)a!
(Stūraski̇̄tin!)

12

ɔ:	»Mit hjærte« (min kære), båden (eller: en båd) er kommen rundt om »Kammen«(fn1). Hvad siger du? (egl. hvat er þat, hvad er det? underforstået: som du siger).
Døvøre! — —

b) fra Unst:

Mɔrjan, ara du ɩᶇe?

Jō!

Sala slāg däin fø̄r ᶄø̄rən?

Jo ꬶɛra so ꬶɛra so. (fn2)

ɔ:	Marion, er du derinde? Ja! Skal jeg flytte dine kør? Ja, gør det (gør so).

Tredje linje er åbenbart (i begge versioner) forvansket og ordene omstillende »fø̄r« må være on. fœra og »ᶄø̄rən« on. kýrnar, kørne (fra dette sidste ord er vel »en« i »füren«  — sé noten — lånt).

Når det altså almindeligt fremhæves, at Norn uddøde i slutningen af forrige århundrede, må dette ikke tages altfor bogstaveligt. Der har været en jævn og gradvis forsvinden, som fortsættes endnu den dag i dag. Allerede før midten af det 18de århundrede har dialekten rimeligvis været hårdt medtaget, og derefter synes det at gå hurtigt ned ad bakke. Den gamle Foulabonde, som i 1774 foresagde Low det be- kendte kvad om Hildina og Orknøjarlen(fn3(, var, som det synes,

13

ikke i stand til at ledsage det med nogen oversættelse, men kun med en almindelig redegørelse for hovedindholdet.

Den bestanddel af det gamle sprog, som det allerførst er gået ud over, er — som man let kan tænke sig, og som det også fremgår af de bevarede brudstykker — bøjningsformerne, de grammatiske endelser (assimilationer blive almindelige, efterhånden som formerne udviskes); dernæst forsvinde de i talen idelig tilbagevendende småord: konjunktioner, præposi- tioner, pronominer, talord, de almindelige adverbier; ligeldes en del af de almindeligst brugte adjektiver og verber samt navne på begreber.

Længere have i reglen de ord (substantiver) holdt sig, som betegne noget synligt, livløse genstande og levende væsner — navnlig de ord, som betegne underarterne, medens hovednavnet, det de enkelte arter sammenfattende navn, som oftest er gået tabt —, redskaber og husgeråd, og særlig gælder dette naturligvis de ting, som stå i nær sammenhæng med befolkningens daglige liv og syssel. Sådanne ord danne endnu en meget væsenlig bestanddel af det i moderne shetlandsk bevarede ordforraad. Som en særlig og meget righoldig klasse ord han fremhæves: a) de mange spøgende eller spot- tende navne, som bruges om et væsen eller en genstand, der frembyder et fra det normale afvigende udseende; b) kæle- navne. Af bevarede ord på andre områder kan fremhæves: sådanne, som udtrykke vrede eller gnavne sindsstemninger; verber, som betegne de forskellige (aparte, komiske) måder at bevæge sig aller at té sig på; adjektiver, som betegne forskellig nuancerede eller forskelligt grupperede farver på (hus-)dyr, særlig på får og kør (medens de gamle navne på hovedfarverne ere tabte), fåremærkerne (kendemærker på fårenes øren), m. m.

At en mængde gamle ord og udtryk vedrørende vejrets, vindens og søens tilstand ere blevne bevarede, kan næsten

14

betragtes som en selvfølge, hvor talen er om en befolkning, der i den grad er en fiskerfefolkning som den shetlandske.

Til slutning bør det her omtales, at fiskernes (nu stærkt forsvindende) overtro, ifølge hvilken en mængde ting ikke måtte nævnes ved deres rette navne på søen, men kun ved omskrivende benævnelser, har reddet en mængde gamle ord og ordstammer fra undergang, som eller vilde have været tabte. Dette æmne skal blive nærmere behandlet i et særligt kapitel(fn1).