Om sproget på Hjaltlandsøerne

201

OM SPROGET PÅ HJALTLANDSØERNE Af K. J. Lyngby.

Efter opfordring af oldskriftselskabets secretair tilföjer jeg nogle bemærkninger til forgående afhandling, først om Hjaltlandsøernes gamle (nordiske) sprog, og derpå om deres ny (skotske) mål.

1. De vidnesbyrd om det nordiske sprogs tidligere bevarelse og senere fortrængelse på Orkenøerne og Hjalt- landsøerne, som jeg har samlet, ere følgende. I Ben's beskrivelse of Orkenøerme, 1529, anfører han, at deres indbyggere tale et eget sprog, og som exempel på det anfø- rer han, at istedetfor „guid day, guidman“ sige de goand da boundæ (= góðdan dag, bóndi!)(fn1). Derimod siger Mackaile

202

i mitten eller slutningen af de 17de århundred, at, omendskönt det var meget rimeligt, at beboerne af Orkenøerne i gammel tid blot havde talt „Noords, or rude Danish“, så var der nu alene tre eller fire sogne, især på Mainland, hvor dette sprog blevet talt, og det især, når de vare i deres egne huse, men alle talte skotsk (the Scots language), således som an- dre almuefolk talte det(fn1). J. Wallace, en præst på Orken- øerne, siger i An account of the islands of Orkney, Lon- don 1709(fn2), at alle på Orkenøerne tale engelsk, efter den skotske måde (English, after the Scots way); blot nogle af almuen tale imellem sig selv et sprog, som de kalde „Norns“(fn3); han anfører fadervor på dette sprog, men han synes dog ikke, at sproget rigtigt ligner danks eller norsk (the Danish or Norwegian language), og trot derfor, at det snarere er pik- tisk — Pikterne ere ifølge ham af tysk oprindelse —; det er imidlertid meget tydeligt, at sproget er nordisk. J. Brand siger i A brief description of Orkney, Zetland, Pightland-

203

204

205

206

207

208

209

210

211

212

213

214

215

216