Om sproget på Hjaltlandsøerne

201

OM SPROGET PÅ HJALTLANDSØERNE Af K. J. Lyngby.

Efter opfordring af oldskriftselskabets secretair tilföjer jeg nogle bemærkninger til forgående afhandling, først om Hjaltlandsøernes gamle (nordiske) sprog, og derpå om deres ny (skotske) mål.

1. De vidnesbyrd om det nordiske sprogs tidligere bevarelse og senere fortrængelse på Orkenøerne og Hjalt- landsøerne, som jeg har samlet, ere følgende. I Ben's beskrivelse of Orkenøerme, 1529, anfører han, at deres indbyggere tale et eget sprog, og som exempel på det anfø- rer han, at istedetfor „guid day, guidman“ sige de goand da boundæ (= góðdan dag, bóndi!)(fn1). Derimod siger Mackaile

202

i mitten eller slutningen af de 17de århundred, at, omendskönt det var meget rimeligt, at beboerne af Orkenøerne i gammel tid blot havde talt „Noords, or rude Danish“, så var der nu alene tre eller fire sogne, især på Mainland, hvor dette sprog blevet talt, og det især, når de vare i deres egne huse, men alle talte skotsk (the Scots language), således som an- dre almuefolk talte det(fn1). J. Wallace, en præst på Orken- øerne, siger i An account of the islands of Orkney, Lon- don 1709(fn2), at alle på Orkenøerne tale engelsk, efter den skotske måde (English, after the Scots way); blot nogle af almuen tale imellem sig selv et sprog, som de kalde „Norns“(fn3); han anfører fadervor på dette sprog, men han synes dog ikke, at sproget rigtigt ligner danks eller norsk (the Danish or Norwegian language), og trot derfor, at det snarere er pik- tisk — Pikterne ere ifølge ham af tysk oprindelse —; det er imidlertid meget tydeligt, at sproget er nordisk. J. Brand siger i A brief description of Orkney, Zetland, Pightland-

203

Firth and Caithness, Edinb. 1701(fn1), at Orkenøernes beboere i almindelighed tale engelsk, enkelte af øerner havde dog deres særegne ord og udtryk; der var ligeledes nogle, som talte „Norse“, som han kalder det, især på Mainland, så- ledes som der i sognet Hara var nogle få nulevende, som ikke kunde tale andet; „Irish“, det vil vel sige gaelisk, kunde ingen på Orkenøerne tale, skönt den største del i Caithness kunde, heller ikke kunde nogen i Caithness tale „Norse“, skönt somme på Orkenøerne endnu kunde göre det. I den korte skildring af Orkenøerne, som står foran i Murdoch Mackenzie's „Orcades: or a geographic and hydro- graphic survey of the Orkney and Lewis island, in eight maps“, London 1750, bemærkes det(fn2), at de bevarede en smule af det gamle sprog, som man kaldte „Noren“; for 30-40 år siden var det det almindelige i to sogne på Mainland, men siden den tid var det formedelst fattigskolerne(fn3) blevet udslettet i den grad, at det ikke blev forstået af nogen uden gamle folk(fn4). Efter hvad der fortælles hos Barry(fn5) hørte 1756 eller 1757 en indfødt, som på en rejse fra Kirkwall til Birsa logerede en hel net i et hus i Harra, til sen overraskelse to gamle mænd i en time eller længere tale sammen i et ubekendt

204

sprog, som han ved forespørgsel erfarede var „the Norse language“. Hvad Hjaltlandsøernes beboere angår, be- mærker Brand i hans för nøvnte Description of Orkney, Zetland o. s. v., 1701(fn1), at engelsk er det almindelige sprog iblandt dem, dog tale mange af almuen „Norse or corrupt Danish“, især der, der leve på de mere nordlige øer, ja det er så almindeligt på somme steder, at det er det første sprog, börnene tale; adskillige tale ligeledes godt hollandsk, selv tjenestefolk, skönt de aldrig have være ude af landet, på grund af de mange hollandske skibe, som besøge hav- nene; der er dem, som have noget af alle tre sprog, en- gelsk, hollandsk (Dutch) og norsk (Norse); skönt det norske ikke var aldeles uddod paa Orkenøerne, var der på Hjalt- landsøerne dog langt mere af det, som mange brugte al- mindelig; „i nogle ord er .. deres udtale“ (af engelsk) „for- skellig fra vor“, der sagde således tree for three; „de have også nogle norske ord (Norish words), som de bruge al- mindelig, som vi ikke forstode, inden de bleve forklarede“, altså nordiske ord, som anvendtes i engelsk (skotsk) tale; Brand nævner som exempler air a sand bank, oyse an inlet of the sea, voe a creek or bay. Det første er oldnordisk eyrr(fn2), det andet formodentlig óss, det tredje vágr. 1774 besøgte Low Hjaltlandsøerne; det var — såvidt jeg kan skönne, er talen om øen Foula — dengang kun få, der kunde tale det gamle sprog; der var kun lidet mere tilbage end navnene på nogle få genstande (det vil sige nordiske navne, anvendte i den skotske tale) og to eller tre gamle sange (two or three remnants of songs), som en gammel mand kunde fremsige, skönt usikkert(fn3); kort för Lows rejse

205

havde man endnu på øerne brugt sange (visecks) til at ledsage dansen; det toge hverandre i bænderne og dansede en ruddans, mens én af dem sang en norrøn vise (a Norn viseck)(fn1); sagtens ver der på den tid, da Low besøgte øerne, også andre steder en Foula, hvor nogle kundte tale det gamle mål, det således vistnok tilfældet med Conings- burgh(fn2)

Hvad vi vide om det gamle sprog på Hjaltlandsøerne i den nærmeste tid, för det uddode, indskræner sig — når man undtager det, der kan sluttes fra de ord, som i det nuværende sprog ere opbevarede fra det gamle sprog — til det, som Low optegnede i året 1774, næmlig: 1) fadervor i det gamle sprog på Foula; det er meddelt her foran s. 198; 2) nogle enkelte ord af det samme sprog, de findes hos Barry, s. 488 og 489; 3) et kvæde om Hildina (Hilde), meddelt hos Barry s. 489-495; efter Barry er det atter meddelt af Munch in Samlinger til det norske folsk sprog og historie, VI bind (1839), s. 120-126; Munch har i an- mærkninger givet bidrag til fortolkningen af kvædet; det var ønskeligt, man kunde få en ny afskrift af kvædet, som det findes i Lows håndskrift, da derved måske nogle af vanskelighederne kunde fjærnes. Om der findes more om sproget i Lows håndskrift, véd jeg ej.

Jeg anfører her de ord i Hjaltlandsmålet, som Barry meddeler efter Low. Første og anden række ere altså tagne fra Barry(fn3) (Low), i tredje række stiller jeg det til-

206

207

(rest of table)

Det hjaltlandske ord står her flere gange det be- stemte kendeord, hvor Low eller Barry urigtig har givet det engelske det ubestemte kendeord. I hankönsordene synes r som mærke for nævneformens ental udslettet(fn1), derimod findes det i hunkönsordene kurin og oron; i det sidste ord er vist det andet o urigtig skrevet eller læst for a (= æ) eller e; dersom det første o i dette ord er rigtigt, da er det kommet ind fra genstandsformen á; muligt var det dog, at håndskriftet have aran i betydningen æræn. Med hen- syn til de andre navne på får, da er fie enten oldnordisk fær(fn2), hvor r da er udstødt ligesom i fy = faðir, eller det er fè; det andet navn sedvite synes at svare til söyevetel, der efter Aasen bruges i Indre-Sogn i Norge om et årsgam- melt får; første led deri er norsk söy(ð)a, hunkön af old- nordisk sauðr; det sidste led er beslægtet med vetr, vin- ter(fn3); imidlertid volder d i sed- nogen vanskelighed, da

208

sproget på Hjaltlandsøerne synes at have fjærnet ð; brød hedder således i fadervor brau. Hion med betydningen en ø synes underligt; sagtens er det en form af hólmr, men måske urigtigt læst for hom med udstødt l; det er dog ikke umuligt at m kunde være gået over til n, således hedder som (sem) både i det orkenøiske og det hjatlandske fa- dervor sin; sammenlign også Lamon = Lambhólmr, en af Orkenøerne(fn1). Lighed med sproget på Førøerne(fn2) spores i scugin, skoen, på Førøerne skógvurin(fn3); på samme måde forholder det sig med ugan (= húfan); man sammenligne førøisk klúgva = oldn. kljúfa; h er vistnok med urette udeladt i ugan.

Jeg går nu over til det af Low optegnede fadervor, der er meddelt hos Barry. Fy må læses fæj eller faj; mulig er selvlyden lang; ð er gået over til j; på førøisk udtales ligeledes faðir som fæjir(fn4); r er udstødt; fy findes ligeledes i kvædet v. 8; r kommer frem i den bestemte form, fyrin kvædet v. 16, feyrin v. 26. o, længere nede ao, er en besynderlig form for det henvisende stedord; før- øisk har i (ið?). vara må læses væræ. nam = nafn, nam(n); intetkönsord efter nordisk vis. la = lát, lad. La

209

vill din vera guerde betyder: lad din vilje være (d. e. blive) gjort; i vrilden er = í veröldinni; det næste, sindacri, er vistnok 4 ord, der ved urigtig opfattelse ere skrevne sam- men i ét, næmlig sin da er i (Chimeri), som det er (sker) i (Himlen); den engelske bibeloversættelse har næmlig „as it is in heaven“ (Matth. 6, 10); sin for sem forekokommer senere. gav må læses gæv = oldn. gef. vus; de andre gange står der wus; vus eller wus er dannet af oss ved at anvende den til selvylden svarende halvselvlyd som for- slag; lignende former for oss forekomme både i danske(fn1) og i svenske(fn2) sprogarter. I ordene u dagloght brau er u kommet til at stå for ut = várt, fordi en anden tandlyd, næmlig d, begynder det næste ord. sindorwasa må være = syndir vára(r); to ord ere altså skrevne sammen i ét; s i wase kan næppe være rigtigt; r ej gå over til s. gem betyder dem, en forunderlig overgang. gainst = en- gelsk against. Lia wus ski o vera tempa betyder: led os ikke at være (blive) fristede; lia er = leið med udstedt ð; ski er = ekki; men det er tvivlsomt, om det et læst rigtigt; kvædet har iki v. 31, eke v. 27; det sidste ord kommer af engelsk tempt. but delivra wus = engelsk „but deli- ver us“ (Matth. 6,13); de næste ord fro adlu idlu ere der- imod ganske nordiske = frá öllu illu. De sidste ord ere for do ir konungdum, u puri, u glori; da ir må betyde er, synes det at do i må være ét ord = din, men da din forekommer to gange ovenfor, skulde man vænte det samme her; i ordene u puri u glori er u = ok; navneordene ere engelske (power, glory); det -i, som er föjet til det første, er enten kendeord eller en afledningsendelse = latinsk -ia.

Til sammenligning meddeler jeg den oversættelse af

210

fadervor på Orkenøernes mål, som findes hos J. Wallace, An account of the islands of Orkney, London 1700, s. 68(fn1).

Fa vor i ir i chimrie. Helleur ir i nam thite, gilla cos- dum thite cumma, veya thine mota vara gort o yurn sinna gort i chimrie, ga vus da on da dalight brow vora, firgive vus sinna vora sin vee forgive sindara mutha vus, lyv vus ye i tumtation, min delivera vus fro olt ilt. Amen eller on sa mateth vera.

Her have vi i som henvisende stedord = førøisk í. helleur er sagtens en trykfejl for helleut(fn2). ir i; man skulde vænte ét ord med beydningen være!; at forklare ir i som er æ, er altid, er vel dor dristigt. gilla er et be- synderligt ord; en sammenstilling af gid (giv) og lad er det eneste, der vil falde mig ind. veya er = vilì (vilji); l er udstødt foran j. mota vara betyder mátti vera. o yurn = á jörðinni. sinna; begyndelsen, sin, betyder, som man ser af det følgende, som; men da sinna næppe kan være = sin alene, må det vel indeslutte noget mere. vus svarer til den hjaltlandske form. da on da svarer til den engelse bibeloversættelses „day by day“ (Luc. 11, 3); dog véd jeg ikke, hvan on er, måske engelsk and. mutha = móti. lyv vus ye må læses lèj vòs èj eller èjje = leið oss eigi; v i lyv er urigtigt trykket ind til dette ord fra det følgende ords begyndelseslyd; man ser, at udtalen, når det læses rigtig, kommer ganske nær til den islandske, før- øiske og norske; ei har bevaret sin gamle udtale. tum- tation = engelsk temptation. min = dansk men (af

211

meðan); Førøerne have også men(fn1). on er enten = engelsk and eller = oldn. enda, med mindre on her og ovenfor i da on da skulde være trykfejl for ou af ok, og, førøisk o(g). sa meteth vera = svá mætti þat vera, når det oversættes ordret; sammenligne vi det med mota (= mátti) ovenfor, finde vi spor til en forestillende måde.

I begge målene, i Orkenøernes og Hjaltlands, genkende vi den oldnordiske „tvelyd“ au (ǫu) i brau, brow. Begge målene stemme med Førøerne i at fjærne det oprindelige ð i efterlyden; foruden af ordet brau, brow = brauð kan man se det af ro = rað i det hjaltlandske kvæde v. 1, ro = ráða sammesteds v. 8, gre = grið v. 32(fn2); på Orken- øerne er det så gammelt, at det allerede fandt sted i 16de århundred, som man ser af de hos Ben (1529) anførte ord: goan(d) da buondæ, hvor goan(d)(fn3) er = góðan. På Hjaltland var þ i forlyden blevet til d i din (þinn), det (þitt); altså var vel også overgangen af þ i forlyden til t indtrådt, ligesom den har fundet sted paa Førøerne og Nor- dens fastland. I det orkenøiske fadervor skrives derimod thite, thine engelsk indflydelse kunde dog gærne have gjort sig gældende hos den, der nedskrev det; på den anden side må det også erindres, at det orkenøiske fadevor er over

212

et halvt århundrede ældre end det hjaltlandske. Når på Hjaltland oldn. bátrinn skrives bodin, kunde det tyde på en lignende overgang t - d i efterlyden sem son, der har fundet sted i Skåne; dog tör man næppe stole på Lows nedskrivning af et enkelt ord. Havd forholdsformerne angår, da kunde man af en sammenligning mellem fro olt ilt i det orkenøiske fader- vor og fro adlu idlu i det hjaltlandske blive tilböjelig til at slutte, at hensynsformen, i det mindste i entallet, var falden bort på orkenøisk, men bevaret på hjaltlandsk; på Hjaltland synes derimod r so mærke for nævneformens ental i den stærke böjning i almindelighed at være faldet ud(fn1), altså i det tilfælde i det mindste nævne- og genstandsformen at være sammensmeltede, medens -ur er beholdt på Førøerne den dag idag.

2. Hjaltlands gamle norrøne mål er gået til grunde; et nyt sprog er trådt i dets sted, skönt mange enkelte ord ere bevarede fra det gamle sprog; sprogsammenligningen viser tydelig nok, at dette sprog er det lavland-skot- ske(fn2). For det lavland-skotskes vedkommende har jeg brugt det, som findes derom i A. J. Ellis, Essentials of phonetics, London 1848, s. 171-177, hvor et lille stykke er trykt i dette sprog med en meget möjagtig lydbetegnelse; naturligvis må der være forskelligheder indenfor det lavland- skotskes eget område, om deres störrelse kan jeg ingen forestilling have, men det hos Ellis meddelte stykke har de væsentlige grundtræk tilfælles med den her meddelte prøve på ny-hjaltlandsk(fn3). Ellis' lydbetegnelse omskriver jeg med danks lydbetegnelse; dog sætter jeg ü for y; stavelsemålet betegner jeg med ord. Også det ny-hjaltlandske skriver jeg

213

med danks lydbetegnelse, så godt det lader sig göre; tegnet ü beholder jeg, hvad enten lyden nu er y, ø eller ö. For engelsk u i but beholdes tegnet u.

Uagtet det lavland-skotske (the Lowland Scotch) lige- såvel som det engelske skriftsprof nedstammer fra det old- engelske eller såkaldte angel-saksiske(fn1), har dog lydenes historike udvikling der (og mulig tillige i det northumbriske) taget en anden gang end i det engelske. Det engelske sæn- kede af de lange selvlyd i oldengelsk á til o (home), det sænkede fremdles ó til u (skrevet oo: stool); det spaltede ú i ou (out). Det lavland-skotske gik en anden vej; det omdannede á til æ(e?), ó til ü (ø, ö?) og beholdt ú. Forholdet mellem det engelske og det ny-hjaltlandske i disse lydforhold overses af følgende tavle.

(table)

Jeg skal nu oplyse hver lydovergang for sig med exempler af den her meddelte prøve. Først altså exempler på overgangen af oldeng. á (sædvanlig = oldn. ei) til engelsk o og ny-hjaltlandsk æ (e?)

(table)

214

Hos Ellis finder jeg bæþ (lang selvlyd) = eng. both (både); om udviklingen af oldeng. á til skotsk æ, skrevet ai, a, se E. Jessen, Tidskr. f. philol. I s. 225. Vi have altså her et lydforhold, der ej er særegent for Hjaltland.

Exempler på overgangen af oldeng. ó (= oldn. ó) til engelsk u (sædvanlig skrevet oo) og ny-hjaltlandsk ü.

oldeng.	eng.	hjaltl.
ó	oo	ü
dó	do	dü	(gör, 1. pers.
scós, scón(fn1)	shoes	shün	(sko, fl.)
hóran	(whores)	hürs (hüres)
sóna	soon	sün (süne)	(snart)(fn2);

i v. 12 står guds = eng. goods; det måtte måske heller skrives güds. Jeg véd ikke, om ü skal læses y, ø eller ö. Denner overgang er ikke særegen for Hjaltland; i sprogprøven hos Ellis forekommer fül (kort selvlyd = dansk y i nyt) = eng. fool, oldn. fól, en tåbe. Det stnes som man på gammel skotsk har villet betegne denne lyd med ui; således står der guid day i de ovenfor(fn3) anførte ord af Bens be- skrivelse af Orkenøerne. Når St. St. Blicher et sted(fn4) me- ner at finde lighed imellem nörrejysk gue (gụ'), og skotsk gued, da har skrivemåden vistnok skuffet ham i höjeste grad; den, der har skrevet det skotske ord gued, har vist ment güd (gød, göd?) og brugt ue som tegn for ü.

Oldeng. ú (= oldn. ú) = engelsk ou = ny-hjalt- landsk u (med engelsk betegnelse oo).

(table)

215

oldeng.	eng.	hjaltl.
þú	thou	du	(du)
út	out	ut (oot)	(ud)
hút	house	hus (hoos)	hus

ligeledes hedder af det engelsek sprogs romanske bestanddele devour her „devoor“. Heller ikke dette punct i lydlæren er særegent for Hjaltland; hos Ellis finder jet ut, hu (begge med langt u = dansk u i huse); da Rask rejste hjem fra Island over Leith, lagde han mærke til at man der sagde hus ligesom vi, og ikke house(fn1).

Overgangen fra engelsk u i but eller 'put til i (bit, pit, ligeledes bridder(fn2)) finder jeg derimod ikke i sprog- prøven hos Ellis; han har but. Overgangen til i indtræder dog ikke overalt, hvor selvlyden i but eller put findes på engelsk, engelsk son er f. ex. her skrevet sun. Mulig vil det falde at bestemme overgangen fra u (med lyd som i but) til i ved hjælp af skotsk end ved hjælp af engelsk; f. ex. wiz (var) her er = skotsk wuz hos Ellis (hvor u lyder som i engelsk but).

Medlyd. Mangelen af lydene þ og ð har Hjaltslands- målet ikke tilfælles med almindeligt lavland-skotsk; hos Ellis finder f. ex. deþ (med langt e som i dansk lede)(fn3). Sammenhængen hermed må være den, at Hjaltlandsøernes gamle mål havde tilintetgjort lydene þ og ð; da nu det skotske trængte ind, kunde man ej udtale disse lyd, men satte så t og d i stedet; i sprogprøven her hedder det således furt = eng. forth, bridder = brother(fn4). At man på Hjaltland ej kunde sige th, har allerede Brand bemærket (s. 70); han udtrykker det kun noget ubehændig således,

216

at man udelod h; som exempler nævner han, at man sagde „tree“ for three og „tou eller tu“ for though; det sidste exempel må nok imidlertid have d.

nd i efterlyden bliver til n: an (= and), fun (= eng. found). Dette er ikke særegent for Hjaltland; i prøven hos Ellis finder jeg an for and, ligeledes blen (kort, lukket e, = blin med åbent i) = eng. blind. Til denne overgang hører det egentlig også, når nutidens tillægsform ender på n, da oldengelsk har nde (= oldnordisk ndi); engelsk har -ing; således her leevin (det vil vel sige liven) v. 24 = eng. living; anserin v. 29. Ellis har lopen (langt luk- ket o, lukket e) som navneord = engelsk leaping.

Engelsk ll falder bort i udlyden: å = all, fås = falls, cåd = called; ligeledes hos Ellis fu (kort, skarp u som i dansk bud) = full.

Den bløde eller mouillerede k-lyd (= islandsk k i kenne), som her findes i „cyuntry“(fn1), betegned ved cy = kj, finder jeg også hos Ellis i kjöst (eller måske kjøst, ka- stede, eng. cast); måske den findes foran alle bløde selvlyd.

Lyden tysk ch findes her i sicht, micht, richt, oucht (=eng. sight, might, right, aught); dette er almindelig skotsk; hos Ellis finder necht (lukket e, = nicht med åbent i) for engelsk night (nat); fremdeles finder jeg her enoch (=oldeng. genóh, eng. enough) og hos Ellis hich (kort, skarp i som i dansk bidt) = eng. high. I engelsk var udviklingsgangen af ord som night den, at lyden gh (som i dansk sager) gik over til j; night blev således til nèjt. Mulig har skotsk to ch-lyd, ligesom tysk (sache, ich).