Det norrøne sprog på Shetland

1

KAPITEL I.

Inledning.

Skønt Shetlandsøerne nu i mere end 400 år have været en skotsk provins, er almuens følelse af det gamle slægtskab med de nordiske folk endnu meget levende, og gennemsnits- shetlænderen har endnu den dag idag meget stærkt udprægede nordiske sympatier og skotske antipatier. En nordbo bliver på Shetland altid modtagen som en ven og frænde, en skotte i reglen som en uvelkommen fremmed — noget, hvori der først i den allernyste tid med den udviklede handelssamkvem mellem Skotland og Shetland er begyndt at indtræde en for- andring. Dette forhold, som mange skotter nutildags have ondt ved at forstå, finder let sin forklaring, når man be- tragter øernes historie lidt næmere.

Som bekendt bleve Shetlandsøerne omtrent samtidig med Færøerne og Island befolkede fra Norge og vare siden en provins af dette land både før og efter dets union med Dan- mark, indtil kong Christiern den første i 1469 pantsatte øerne (samen med Orknøerne) til Skotland for den medgift, han havde forpligtet sig til at udrede i anledning af sin datter Margrethes giftermål med den skotske konge Jakob den tredje.

Skønt det ved pantsættelsen fra dansk side blev gjort til betingelse, at der fra skotsk side ikke måtte gøres ændringer

2

i øernes gamle love og institutioner, såsom agten var at gen- indløse øerne, finde vi, at der c. 1600 er vendt ganske op og ned på de gamle forhold. På grund af de urolige forhold i Skotland og Shetlands fjærne beliggenhed kunde de skotske jarler, som havde øerne i forlening, skalte og valte, næsten som de vilde. Særlig beygtede ere Robert Stewart og endnu mere hans søn Patrick Stewart blevne (sidste halvdel af det 16de århundrede). På grund af deres nære slægtskab med det skotske kongehus (jarl Rovert var en uægte søn af kong Jakob den femte), turde de uden at frygte for lovens hævn tillade sig næsten al overfor den shetlandske almue. Skatterne bleve forøgede efter magthavernes eget tykke, mål og vægt bleve idelig forhøjede(fn1)) og bismerne forfalskede, odelsgodset blev gradvis listet ud af hæderne på den uoplyste og god- troende shetlandske bondestand og over i hænderne på skotske æventyrere, hvoraf mange svang sig op til at blive store ejendomsbesiddere, medens de shetlandske bønder nedsank til en fattig og fortrykt af små forpagtere, der lige indtil udstedelsen af the crofters' commission act i 1886 kun vare at betragte som slaver af lairderne (godsejerne).

Under Patrick Stewart forsvandt Shetlands gamle lovbog, som han siges at have tilintetgjort for at kunne drive friere spil. Da det ikke vilde lykkes for ham at få øernes gamle lovgivende forsamling, lagtinget, med sig, skød han den til side og skabte ifølge traditionen et nyt lagting, sammensat af hans egne venner og yndlinge, som ikke havde i sinde at lægge ham hindringer i vejen. Således fik hans forordninger dog et vist skin af lovlighed. Det er ikke stedet har at gå