View source for Om sproget på Hjaltlandsøerne

<div style="float:right>__TOC__</div>
<div style="width:36em; margin:0 auto; font-family:Georgia, Times New Roman, Times, serif; font-size:120%; text-align:justify;">
== 201 ==

<center><big>OM SPROGET PÅ HJALTLANDSØERNE</big></center>

<center>{{sc|Af K. J. Lyngby.}}</center>

Efter opfordring af oldskriftselskabets secretair tilföjer 
jeg nogle bemærkninger til forgående afhandling, først om 
Hjaltlandsøernes gamle (nordiske) sprog, og derpå om deres 
ny (skotske) mål.

1. De vidnesbyrd om det nordiske sprogs tidligere 
bevarelse og senere fortrængelse på Orkenøerne og Hjalt-
landsøerne, som jeg har samlet, ere følgende. I Ben's 
beskrivelse of Orkenøerme, 1529, anfører han, at deres 
indbyggere tale et eget sprog, og som exempel på det anfø-
rer han, at istedetfor „guid day, guidman“ sige de ''goand da 
boundæ'' (= góðdan dag, bóndi!)(fn1). Derimod siger Mackaile 

== 202 ==

i mitten eller slutningen af de 17de århundred, at, omendskönt 
det var meget rimeligt, at beboerne af Orkenøerne i gammel 
tid blot havde talt „Noords, or rude Danish“, så var der 
nu alene tre eller fire sogne, især på Mainland, hvor dette 
sprog blevet talt, og det især, når de vare i deres egne huse, 
men alle talte skotsk (the Scots language), således som an-
dre almuefolk talte det(fn1). J. Wallace, en præst på Orken-
øerne, siger i An account of the islands of Orkney, Lon-
don 1709(fn2), at alle på Orkenøerne tale engelsk, efter den 
skotske måde (English, after the Scots way); blot nogle af 
almuen tale imellem sig selv et sprog, som de kalde „Norns“(fn3); 
han anfører fadervor på dette sprog, men han synes dog 
ikke, at sproget rigtigt ligner danks eller norsk (the Danish 
or Norwegian language), og trot derfor, at det snarere er pik-
tisk — Pikterne ere ifølge ham af tysk oprindelse —; det 
er imidlertid meget tydeligt, at sproget er nordisk. J. Brand 
siger i A brief description of Orkney, Zetland, Pightland-

== 203 ==

Firth and Caithness, Edinb. 1701(fn1), at Orkenøernes beboere 
i almindelighed tale engelsk, enkelte af øerner havde dog 
deres særegne ord og udtryk; der var ligeledes nogle, som 
talte „Norse“, som han kalder det, især på Mainland, så-
ledes som der i sognet Hara var nogle få nulevende, som 
ikke kunde tale andet; „Irish“, det vil vel sige gaelisk, 
kunde ingen på Orkenøerne tale, skönt den største del i 
Caithness kunde, heller ikke kunde nogen i Caithness tale 
„Norse“, skönt somme på Orkenøerne endnu kunde göre 
det. I den korte skildring af Orkenøerne, som står foran i 
Murdoch Mackenzie's „Orcades: or a geographic and hydro-
graphic survey of the Orkney and Lewis island, in eight maps“, 
London 1750, bemærkes det(fn2), at de bevarede en smule af 
det gamle sprog, som man kaldte „Noren“; for 30-40 år siden 
var det det almindelige i to sogne på Mainland, men siden den 
tid var det formedelst fattigskolerne(fn3) blevet udslettet i den grad, 
at det ikke blev forstået af nogen uden gamle folk(fn4). Efter 
hvad der fortælles hos Barry(fn5) hørte 1756 eller 1757 en 
indfødt, som på en rejse fra Kirkwall til Birsa logerede en 
hel net i et hus i Harra, til sen overraskelse to gamle 
mænd i en time eller længere tale sammen i et ubekendt

== 204 ==

sprog, som han ved forespørgsel erfarede var „the Norse 
language“. Hvad Hjaltlandsøernes beboere angår, be-
mærker Brand i hans för nøvnte Description of Orkney, 
Zetland o. s. v., 1701(fn1), at engelsk er det almindelige sprog 
iblandt dem, dog tale mange af almuen „Norse or corrupt 
Danish“, især der, der leve på de mere nordlige øer, ja det 
er så almindeligt på somme steder, at det er det første 
sprog, börnene tale; adskillige tale ligeledes godt hollandsk, 
selv tjenestefolk, skönt de aldrig have være ude af landet, 
på grund af de mange hollandske skibe, som besøge hav-
nene; der er dem, som have noget af alle tre sprog, en-
gelsk, hollandsk (Dutch) og norsk (Norse); skönt det norske 
ikke var aldeles uddod paa Orkenøerne, var der på Hjalt-
landsøerne dog langt mere af det, som mange brugte al-
mindelig; „i nogle ord er .. deres udtale“ (af engelsk) „for-
skellig fra vor“, der sagde således ''tree'' for ''three''; „de have 
også nogle norske ord (Norish words), som de bruge al-
mindelig, som vi ikke forstode, inden de bleve forklarede“, 
altså nordiske ord, som anvendtes i engelsk (skotsk) tale; 
Brand nævner som exempler ''air'' a sand bank, ''oyse'' an inlet 
of the sea, ''voe'' a creek or bay. Det første er oldnordisk 
''eyrr''(fn2), det andet formodentlig ''óss'', det tredje ''vágr''. 1774 
besøgte Low Hjaltlandsøerne; det var — såvidt jeg kan 
skönne, er talen om øen Foula — dengang kun få, der 
kunde tale det gamle sprog; der var kun lidet mere tilbage 
end navnene på nogle få genstande (det vil sige nordiske 
navne, anvendte i den skotske tale) og to eller tre gamle 
sange (two or three remnants of songs), som en gammel 
mand kunde fremsige, skönt usikkert(fn3); kort för Lows rejse

== 205 ==

havde man endnu på øerne brugt sange (''visecks'') til at 
ledsage dansen; det toge hverandre i bænderne og dansede 
en ruddans, mens én af dem sang en norrøn vise (a Norn 
viseck)(fn1); sagtens ver der på den tid, da Low besøgte øerne, 
også andre steder en Foula, hvor nogle kundte tale det 
gamle mål, det således vistnok tilfældet med Conings-
burgh(fn2)

Hvad vi vide om det gamle sprog på Hjaltlandsøerne 
i den nærmeste tid, för det uddode, indskræner sig — når 
man undtager det, der kan sluttes fra de ord, som i det 
nuværende sprog ere opbevarede fra det gamle sprog — til 
det, som Low optegnede i året 1774, næmlig: 1) fadervor i 
det gamle sprog på Foula; det er meddelt her foran s. 198; 
2) nogle enkelte ord af det samme sprog, de findes hos 
Barry, s. 488 og 489; 3) et kvæde om Hildina (Hilde), 
meddelt hos Barry s. 489-495; efter Barry er det atter 
meddelt af Munch in Samlinger til det norske folsk sprog 
og historie, VI bind (1839), s. 120-126; Munch har i an-
mærkninger givet bidrag til fortolkningen af kvædet; det 
var ønskeligt, man kunde få en ny afskrift af kvædet, som 
det findes i Lows håndskrift, da derved måske nogle af 
vanskelighederne kunde fjærnes. Om der findes more om 
sproget i Lows håndskrift, véd jeg ej.

Jeg anfører her de ord i Hjaltlandsmålet, som Barry 
meddeler efter Low. Første og anden række ere altså 
tagne fra Barry(fn3) (Low), i tredje række stiller jeg det til-

== 206 ==

== 207 ==

(rest of table)

Det hjaltlandske ord står her flere gange det be-
stemte kendeord, hvor Low eller Barry urigtig har givet 
det engelske det ubestemte kendeord. I hankönsordene synes 
''r'' som mærke for nævneformens ental udslettet(fn1), derimod 
findes det i hunkönsordene ''kurin'' og ''oron''; i det sidste ord 
er vist det andet ''o'' urigtig skrevet eller læst for ''a'' (= ''æ'') 
eller ''e''; dersom det første ''o'' i dette ord er rigtigt, da er 
det kommet ind fra genstandsformen ''á''; muligt var det dog, 
at håndskriftet have ''aran'' i betydningen ''æræn''. Med hen-
syn til de andre navne på får, da er ''fie'' enten oldnordisk 
''fær''(fn2), hvor ''r'' da er udstødt ligesom i ''fy'' = faðir, eller det 
er ''fè''; det andet navn ''sedvite'' synes at svare til ''söyevetel'', 
der efter Aasen bruges i Indre-Sogn i Norge om et årsgam-
melt får; første led deri er norsk ''söy(ð)a'', hunkön af old-
nordisk ''sauðr''; det sidste led er beslægtet med ''vetr'', vin-
ter(fn3); imidlertid volder ''d'' i ''sed-'' nogen vanskelighed, da

== 208 ==

sproget på Hjaltlandsøerne synes at have fjærnet ''ð''; brød 
hedder således i fadervor ''brau''. ''Hion'' med betydningen en 
ø synes underligt; sagtens er det en form af ''hólmr'', men 
måske urigtigt læst for ''hom'' med udstødt ''l''; det er dog ikke 
umuligt at ''m'' kunde være gået over til ''n'', således hedder 
''som'' (''sem'') både i det orkenøiske og det hjatlandske fa-
dervor ''sin''; sammenlign også ''Lamon'' = ''Lambhólmr'', en 
af Orkenøerne(fn1). Lighed med sproget på Førøerne(fn2) spores 
i ''scugin'', skoen, på Førøerne ''skógvurin''(fn3); på samme måde 
forholder det sig med ''ugan'' (= ''húfan''); man sammenligne 
førøisk ''klúgva'' = oldn. ''kljúfa''; ''h'' er vistnok med urette 
udeladt i ''ugan''.

Jeg går nu over til det af Low optegnede fadervor, 
der er meddelt hos Barry. ''Fy'' må læses ''fæj'' eller ''faj;'' 
mulig er selvlyden lang; ''ð'' er gået over til ''j''; på førøisk 
udtales ligeledes ''faðir'' som ''fæjir''(fn4); ''r'' er udstødt; ''fy'' findes 
ligeledes i kvædet v. 8; ''r'' kommer frem i den bestemte 
form, ''fyrin'' kvædet v. 16, ''feyrin'' v. 26. ''o'', længere nede 
''ao'', er en besynderlig form for det henvisende stedord; før-
øisk har ''i'' (''ið''?). ''vara'' må læses ''væræ''. ''nam'' = nafn, 
nam(n); intetkönsord efter nordisk vis. ''la'' = lát, lad. ''La''

== 209 ==

''vill din vera guerde'' betyder: lad din vilje være (d. e. blive) 
gjort; ''i vrilden'' er = í veröldinni; det næste, ''sindacri'', er 
vistnok 4 ord, der ved urigtig opfattelse ere skrevne sam-
men i ét, næmlig ''sin da er i'' (Chimeri), som det er (sker) 
i (Himlen); den engelske bibeloversættelse har næmlig „as 
''it is'' in heaven“ (Matth. 6, 10); ''sin'' for sem forekokommer 
senere. ''gav'' må læses ''gæv'' = oldn. gef. ''vus''; de andre 
gange står der ''wus''; ''vus'' eller ''wus'' er dannet af ''oss'' ved 
at anvende den til selvylden svarende halvselvlyd som for-
slag; lignende former for ''oss'' forekomme både i danske(fn1) 
og i svenske(fn2) sprogarter. I ordene ''u dagloght brau'' er 
''u'' kommet til at stå for ''ut'' = várt, fordi en anden tandlyd, 
næmlig ''d'', begynder det næste ord. ''sindorwasa'' må være 
= syndir vára(r); to ord ere altså skrevne sammen i ét; 
''s'' i ''wase'' kan næppe være rigtigt; ''r'' ej gå over til ''s''. 
''gem'' betyder ''dem'', en forunderlig overgang. ''gainst'' = en-
gelsk against. ''Lia wus ski o vera tempa'' betyder: led os 
ikke at være (blive) fristede; ''lia'' er = leið med udstedt ''ð''; 
''ski'' er = ekki; men det er tvivlsomt, om det et læst rigtigt; 
kvædet har ''iki'' v. 31, ''eke'' v. 27; det sidste ord kommer 
af engelsk tempt. ''but delivra wus'' = engelsk „but deli-
ver us“ (Matth. 6,13); de næste ord ''fro adlu idlu'' ere der-
imod ganske nordiske = frá öllu illu. De sidste ord ere 
''for do ir konungdum, u puri, u glori;'' da ''ir'' må betyde 
''er'', synes det at ''do i'' må være ét ord = din, men da ''din'' 
forekommer to gange ovenfor, skulde man vænte det samme 
her; i ordene ''u puri u glori'' er ''u'' = ok; navneordene ere 
engelske (power, glory); det ''-i'', som er föjet til det 
første, er enten kendeord eller en afledningsendelse = 
latinsk -ia.

Til sammenligning meddeler jeg den oversættelse af

== 210 ==

fadervor på Orkenøernes mål, som findes hos J. Wallace, 
An account of the islands of Orkney, London 1700, s. 68(fn1).

Fa vor i ir i chimrie. Helleur ir i nam thite, gilla cos-
dum thite cumma, veya thine mota vara gort o yurn sinna 
gort i chimrie, ga vus da on da dalight brow vora, firgive 
vus sinna vora sin vee forgive sindara mutha vus, lyv vus 
ye i tumtation, min delivera vus fro olt ilt. Amen ''eller'' 
on sa mateth vera.

Her have vi ''i'' som henvisende stedord = førøisk ''í''. 
''helleu''r er sagtens en trykfejl for ''helleu''t(fn2). ''ir i''; man 
skulde vænte ét ord med beydningen ''være!''; at forklare 
''ir i'' som ''er æ'', er altid, er vel dor dristigt. ''gilla'' er et be-
synderligt ord; en sammenstilling af ''gid'' (''giv'') og ''lad'' er 
det eneste, der vil falde mig ind. ''veya'' er = vilì (vilji); 
''l'' er udstødt foran ''j''. ''mota vara'' betyder ''mátti vera''. ''o 
yurn'' = á jörðinni. ''sinna''; begyndelsen, ''sin'', betyder, 
som man ser af det følgende, ''som''; men da ''sinna'' næppe 
kan være = ''sin'' alene, må det vel indeslutte noget mere. 
''vus'' svarer til den hjaltlandske form. ''da on da'' svarer til 
den engelse bibeloversættelses „day by day“ (Luc. 11, 3); 
dog véd jeg ikke, hvan ''on'' er, måske engelsk and. ''mutha'' 
<nowiki>=</nowiki> móti. ''lyv vus ye'' må læses ''lèj vòs èj'' eller ''èjje'' = 
leið oss eigi; ''v'' i ''lyv'' er urigtigt trykket ind til dette ord fra 
det følgende ords begyndelseslyd; man ser, at udtalen, når 
det læses rigtig, kommer ganske nær til den islandske, før-
øiske og norske; ''ei'' har bevaret sin gamle udtale. ''tum-
tation'' = engelsk temptation. ''min'' = dansk men (af

== 211 ==

meðan); Førøerne have også ''men''(fn1). ''on'' er enten = engelsk 
and eller = oldn. enda, med mindre ''on'' her og ovenfor i 
''da on da'' skulde være trykfejl for ''ou'' af ''ok'', og, førøisk 
''o''(''g''). ''sa meteth vera'' = svá mætti þat vera, når det 
oversættes ordret; sammenligne vi det med ''mota'' (= mátti) 
ovenfor, finde vi spor til en forestillende måde.

I begge målene, i Orkenøernes og Hjaltlands, genkende 
vi den oldnordiske „tvelyd“ ''au'' (ǫu) i ''brau, brow''. Begge 
målene stemme med Førøerne i at fjærne det oprindelige ''ð'' 
i efterlyden; foruden af ordet ''brau, brow'' = brauð kan 
man se det af ''ro'' = rað i det hjaltlandske kvæde v. 1, ''ro'' 
= ráða sammesteds v. 8, ''gre'' = grið v. 32(fn2); på Orken-
øerne er det så gammelt, at det allerede fandt sted i 16de 
århundred, som man ser af de hos Ben (1529) anførte ord: 
''goan''(''d'') ''da buondæ'', hvor ''goan''(''d'')(fn3) er = góðan. På 
Hjaltland var ''þ'' i forlyden blevet til ''d'' i ''din'' (þinn), ''det'' 
(þitt); altså var vel også overgangen af ''þ'' i forlyden til ''t'' 
indtrådt, ligesom den har fundet sted paa Førøerne og Nor-
dens fastland. I det orkenøiske fadervor skrives derimod 
''thite, thine'' engelsk indflydelse kunde dog gærne have gjort 
sig gældende hos den, der nedskrev det; på den anden side 
må det også erindres, at det orkenøiske fadevor er over

== 212 ==

== 213 ==

== 214 ==

== 215 ==

== 216 ==